Herning Blue Fox - Esbjerg Energy: 3-1 (1-0,2-0,0-1)
At trænings- og turneringskampe er to forskellige størrelser skriver man gerne under på i Herning. Det har i den grad været op og ned for midtjyderne der fik besøg af højtflyvende Esbjerg denne fredag aften. Inden pucken blev smidt var der desuden blomster og stående bifald til Joachim Linnet og Mads Christensen.
Herning lagde stærkt fra land og så ud som et hold der fik et ordentligt skud moral senest i Frederikshavn. Storspillende Mathias From var tæt på at finde en åben Jesper Thörnberg, men stærkt defensivt spil forhindrede svenskeren i at komme på pucken.
Også Lukas Bang og Mathias Bau var tæt på at overliste Mathias Seldrup, der altså viste sig mere end klar fra start.
Esbjerg havde endnu ikke fået skabt de store chancer og man var i stedet første hold til at besøge straffeboksen. Powerplay havde langt fra været nogen spidskompetence for midtjyderne, og Esbjerg-defensiven havde også læst på lektien. Tre til fire gange blokerede man flot skuddene fra Jesper Thörnberg.
Herning skulle dog alligevel lykkedes med at bringe sig i front da Mathias Bau via stolpen sendte et håndledsskud i nettet.
Esbjerg forsøgte at slå tilbage med et godt pres der blev afsluttet af sidste sæsons store profil, Oliver Kjær. Denne gang peb afslutningen forbi stolpen og tilbagevendte Mac Carruth endnu ikke passeret.
Victor Cubars fik en oplagt chance lige midt i slottet og han sad formentligt i pausen og ærgrede sig over at han ikke fik ordentligt træf på den puck.
Herning doblede op
Esbjerg fik et tidligt powerplay til at skabe balance i regnskabet, men man formåede ikke for alvor at teste Mac Carruth. I stedet tog man selv en udvisning netop som holdene blev fuldtallige.
Herning lykkedes heller ikke med at skabe det store og derfor forblev stillingen 1-0. Lukas Bang var nok engang tæt på for værterne da man igen spillede fem mod fem, og Seldrup var ikke uheldig i den situation.
Seldrup blev dog passeret kort efter, da Magnus Carlsen fik pucken under kontrol tæt under mål, og han viste målnæse da han trak afslutningen tilpas længe til at passere keeperen.
Grayson Downing forsøgte at finde målhjørnet da han havde både tid og plads, men han blev grebet ud af Carruth.
Morten Poulsen var anderledes effektiv da han fik chancen. Stærkt arbejde af Bang i hjørnet gav Poulsen muligheden midt for mål, og han scorede usvigeligt sikkert til 3-0.
Esbjerg kom millimeter fra en reducering da en retur gav en helt fri chance. Lyden af pucken på stolpen kunne høres i det meste af hallen og efterlod ikke den store tvivl om hvor tæt gæsterne var på forløsningen.
Perioden sluttede med endnu en svingom i hjørnet og dem var der flere af i aftenens kamp. Om det var sidste sæsons semfinaler skal være usagt, men de to hold bevarede i hvert fald den historiske intensitet i disse opgør.
Kosmetisk reducering
Esbjerg skulle frem og nette minimum tre gange for at få et udbytte med hjem fra det midtjyske. Det var dog svært at se hvor det skulle komme fra da profiler som Csanad Ederly, Aleksi Halme og Grayson Downing ikke bød ind med meget.
Victor Cubars fik endnu en stor chance da han blev sat op af Carlsen, men igen var skarpheden og marginalerne ikke med Cubars. Herning sad stadig på spillet og tiden arbejdede hastigt i hjemmeholdets favør.
Esbjerg fik ellers chancen da Josh Winquist førte an i en omstilling og lagde pucken på tværs til Bjerrum. Pucken hoppede akkurat over staven på sidstnævnte og derfor virkede det som en af de der aftener, hvor intet ville lykkes.
Frustrationerne i den vestjyske lejr var da heller ikke til at tage fejl af og det udmøntede sig i masser af infight.
Med præcis tre minutter tilbage var det sidste udkald for Energy der fik et powerplay. Seldrup forlod målet og endelig fik man hul på Carruth. Oliver Kjær klappede pucken i netmaskerne uden chance for amerikaneren.
Nærmere kom Esbjerg aldrig og derfor kunne Blue Fox fortjent fejre sæsonens første regulære sejr.