Det blev så tæt som forventet, da SønderjyskE og Esbjerg mødtes for første gang i sæsonen.
Begge hold havde brug for at finde sejrsfølelsen, og det blev altså vestjyderne, der trak det længste strå med en sejr i straffeslagskonkurrencen.
Den endte med en regulær duel mellem Nikolaj Krag-Christensen og Lucas Andersen, der scorede to gange hver. Krag skulle dog have scoret en tredje gang for at have holdt sønderjyderne inde i kampen.
SønderjyskE-træner Anders Førster var irriteret over de fejl, der ifølge ham kostede muligheden for tre point.
- En ishockeykamp varer 60 minutter, men hvis man ikke er klar fra start, er det svært at vinde ishockeykampe. Jeg er vanvittig irriteret over, at vi gav dem to scoringer i første periode. Hvis man ikke er klar fra start, får man det svært mod alle modstandere, sagde Førster til Der Nordschleswiger efter kampen.
- Vi leverede to rigtig gode perioder og var også det bedste hold i overtiden. Jeg ærgrer mig over, at vi ikke udnyttede vores powerplay, for vi fik flere chancer i aften, end vi havde i CHL-kampene, lød det fra Førster.
SønderjyskE spiller fredag aften hjemme mod Frederikshavn White Hawks.