Den rutinerede kaptajn tager en sæson mere hos vestjyderne

Den 30-årige Energy-back Jannik Christensen tager endnu en sæson i den gul/blå Esbjerg-trøje.

- Jeg kan simpelt hen ikke lade være. Jeg har spillet siden jeg var barn og ishockeyen er en del af mit liv. Jeg nyder at spille og det vil jeg gerne fortsætte med. Derfor tager jeg endnu en sæson, fortæller Energy-profilen.

- Selvfølgeligt trækker selve ishockeyen, men det er langt mere end det. Det at løbe på isen, er en fantastisk oplevelse. Og i slutspillet er det endnu mere specielt. Men også samværet i omklædningsrummet og kammeratskabet vil jeg gerne være en del af. Og venskaberne, der opbygges over årene, er også vigtige. Derfor fortsætter jeg.

Jannik Christensen debuterede for Esbjerg i 2008. Med undtagelse af et år i svensk og et i amerikansk ishockey har ildsjælen altid repræsenteret sin hjemby. Gennem 13 sæsoner er det blevet til i alt 525 kampe i den bedste danske række, to danske mesterskaber samt U18- og U20-slutrunder. 

- Alle kender Janniks kvaliteter. Han har gennem mange år præsteret på et højt niveau og har demonstreret sin passion for spillet, klubben og byen. Han har et kæmpe hjerte for holdet og holdkammeraterne og bidrager altid med en positiv indstilling, sin vilje til sejr og sine sunde holdninger, supplerer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Derfor er jeg glad for, at Jannik stadig er en del af holdet. Han er en respekteret leder, som viser vejen frem. Han har udfyldt rollen som kaptajn med ”C’et” på brystet. Også Jannik bliver ældre, men med alderen har han fået nye kompetencer som følge af sin rutine. Derfor er han som altid en back til en af vores tre bedste kæder.

Jannik Christensen er med sine 185 cm ikke en høj back, men vestjyden har aldrig været bange for at benytte sin fysik på isen.

- At have fået den tillid, som følger med rollen som kaptajn har en betydning for alle spillere. Og jeg er ingen undtagelse. At blive vist den tillid er en stor ære. Det kombineret med min alder og min erfaring giver mig et ekstra ansvar. Men det ansvar hviler på alle rutinerede spillere i truppen.

- Et ansvar for at være en god rollemodel på og uden for isen. Vi bidrager fx til at gøre hele truppen mentalt klar til kamp. Men vi sørger også for at rose nye spillere, når de gør noget godt. Det er mange små ting, som vi ældre spillere kan hjælpe til med. Og det gør vi med glæde, slutter Jannik Christensen.


DIU-formand ny mand i Champions Hockey League-ledelsen Rødovre reddet på målstregen af million-donation