Jens Nielsen overtager cheftrænerposten hos Aalborg Pirates for anden gang i sin trænerkarriere

Aalborg Pirates har netop udsendt en pressemeddelelse, hvor man præsenterer Jens Nielsen som ny cheftræner. Det sker med følgende ord. 

Jens Nielsen er en gammel kending i Aalborg, da han tidligere har både spillet i den røde trøje fra 2005-2008, samt været cheftræner tilbage i 2015/2016 sæsonen.

- Jens Nielsen var en af de første, jeg tænkte på, da vi skulle finde en ny cheftræner, udtaler sportschef Ronny Larsen og uddyber valget med, at Jens står for den slags offensiv ishockey, som vi vil spille, og han er allerede højt agtet blandt mange af spillerne, som blandt andet kender ham fra hans tid som assistenttræner på herrelandsholdet.

Som spiller spillede Jens Nielsen næsten hele karrieren i Sverige, hvor han bl.a. havde 15 sæsoner i Leksand IF, hvor han også har været cheftræner for kvindeholdet en enkelt sæson, samt tre sæsoner som assistenttræner for herreholdet.

- Da tilbuddet kom, så var det perfekt timing for mig! Jeg har altid gerne villet komme tilbage til Aalborg igen efter mine år som både spiller og træner, udtaler Jens Nielsen og tilføjer med at glimt i øjet; Aalborg vil altid have en speciel plads hos mig.

Siden 2018/19 og indtil 2022/23 sæsonen har Jens Nielsen været assistenttræner for Heinz Ehlers for det danske herrelandshold, hvor han har været med til at holde Danmark oppe i A-gruppen samt kvalificeret herrelandsholdet til De Olympiske Lege. I sidste sæson og frem til nu har Jens Nielsen været cheftræner for U20-landsholdet, der sikrede sig bronzemedaljer tidligere på sæsonen.

- Jeg synes Aalborg Pirates er det bedste hold i Metal Ligaen, og jeg vil gerne være med til at udvikle holdet endnu mere for, at vi skal vinde guld igen, udtaler Jens Nielsen og tilføjer til slut; Jeg vil også have et højere bundniveau, så der ikke bliver for mange udfald under turneringen.

- Jens Nielsen passer perfekt ind i Aalborg Pirates nylige opgradering af det sportslige setup med fuldtidssportschef og fuldtidsassistenttræner samt øget fokus på udbygning af talentarbejdet sammen med Aalborg Ishockeyklub. Vores setup skal manifestere, at vi fortsat ønsker at være Danmarks bedste på og udenfor isen. Der skal også rettes en stor tak for samarbejdet med Danmarks Ishockey Union omkring Jens Nielsens overgang til Aalborg Pirates pr. d.d., udtaler bestyrelsesformand Morten Fals.

- Stort tillykke til både Jens og Aalborg Pirates med den nye aftale! Jens har været medvirkende til vores herrelandsholds succes siden 2018 og trådte i 2021 ind i en fuldtidsstilling som sportskonsulent i Danmarks Ishockey Union og har endvidere været cheftræner for U20-landsholdet siden 2022, udtaler Formand for Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen og fortsætter

- Jens har om nogen været personificeringen af den ishockeyrejse, Danmarks Ishockey Union ønsker for så mange af vores danske ishockeyspillere som muligt, hvor et utroligt talent medfører både professionelle udlandsophold, en fantastisk landsholdskarriere og sidenhen en medvirken til at udvikle de næste store danske talenter som både sparringspartner, mentor og træner.

Jens Nielsen lander i Aalborg på fredag, og han vil være at finde i boksen til fredagens kamp mod Esbjerg Energy. Som assistenttrænere vil han have Santeri Heiskanen og Kasper Haslund Knudsen ved sin side.


VIDEO: Interviews med Nordby, Seier, Rasmussen og Jens Nielsen GOALSHOW: Se målene fra Herlev-Herning