Publikum i Frederikshavn og Vojens skal sige farvel

Der bliver formentlig en tåre i øjenkrogen et eller andet sted - eller flere steder - før kampene mellem Frederikshavn og Herlev og SønderjyskE og Aalborg. Både i Frederikshavn og Vojens tager man nemlig afsked med store navne, der skal hædres før kampen.

Jesper "Zlatan" Jensen måtte i sidste sæson desværre afbryde før utide, efter han var blevet ramt af en hjernerystelse. Det var blot én hovedskade blandt flere, som Jensen har døjet med gennem karrieren. Og nu gik den altså ikke længere for Jesper Jensen, der drog hjem til Frederikshavn for at afslutte en flot karriere. 

Det var også her, det startede for Jensen, der tog en lidt utraditionel vej til spilletid ved at tage en enkelt sæson i 1. division for Gentofte, inden han igen vendte hjem til Frederikshavn.

Derfra spillede han sig til en flot udlandskarriere, der førte ham over Karlskrona, Hamburg Freezers, Rögle, Skellefteå og Malmö. Stærkest i erindringen står hans sæson 2017/18 i Brynäs, hvor han var en af de stærkeste spillere i hele SHL - og blot en overtid i kamp 7 i finalen fra at ende som svensk mester. 

I al den tid var elegante center en skattet spiller på landsholdet, og Jensen nåede også med til OL i 2022 som blev hans sidste højdepunkt i den rød-hvide karriere som bød på hele 10 gange VM på højeste niveau. 

Steffen Frank blev aldrig etableret landsholdsspiller, men vandt til gengæld de titler, som kollega Jensen ikke fik med sig. 

Frank har gennem hele sin karriere været en etableret, rutineret og velkendt spiller i Metal Ligaen, og var en nøglespiller på i SønderjyskE's gyldne æra sammen med andre Vojens-drenge som Kim Lykkeskov og Mads Lund. 

Det blev til hele fem danske mesterskaber for Steffen Frank i SønderjyskE-dragten. 

Han var også en nøglespiller, da SønderjyskE vandt Continental Cup i 2020, og har også fire pokaltitler på sit cv.

676 kampe blev det til - i alle turneringer - for SønderjyskE, og der var også afstikkere til Lausitzer Füchse (DEL2), Frederikshavn og Herning Blue Fox i løbet af en kæmpe karriere.

Den blev afsluttet "uofficielt", da Steffen Frank brast i gråd efter sidste sæsons sidste kvartfinale mod Esbjerg, der sendte SønderjyskE ud af slutspillet. 

I aften tager SønderjyskE officielt afsked med en af de "Vojens-sønner", som har været med til at udgøre fundamentet i en stor tid i den lyseblå historie. 


Herlev slog svagt Frederikshavn-hold på udebane OPTAKT: SønderjyskE-Aalborg Pirates