Svenskeren vender tilbage på Mighty Bulls blå linje

Rødovre Mighty Bulls præsenterer en forlængelse af kontrakten med backen Jonatan Nielsen.

Den svenske back skiftede i sidste sæson til Rødovre efter syv år i IF Troja-Ljungby og spillede 27 grundspilskampe samt 4 slutspilskampe og lavede henholdsvis 14 og 3 point i disse.

Cheftræner Thor Dresler glæder sig til gensynet med Jonatan Nielsen:

- Vi er rigtigt glade for at få Jonatan tilbage. Jonatan har været meget glad for at være her, og han er meget vellidt blandt drengene. Han viste, særligt i den afsluttende del af sæsonen, at han har et højt niveau og kan udrette meget for os.

- Han var desværre lidt uheldig i den første 2/3 del af sæsonen. Først brækkede han fingeren efter en slashing, hvilket holdt ham ude i et par måneder, og da han så var ved at komme i gang omkring slutningen af december, røg vi ind i corona på holdet.

- Men vi så som sagt nogle rigtig gode ting hen mod den sidste måned af sæsonen, men også i den tidligste del af sæsonen, så vi er derfor sikre på, at det er det helt rigtige at have Jonatan med os igen. Han er også meget motiveret for at lave en stærk sæson, og glæder sig til at komme tilbage til klubben, fortæller han.

Aftalen er gældende for den kommende sæson.


JOSH MCDONALD bliver holdkammerat med Sarault i Tyskland HENRIK HETTA er ny angriber hos Rungsted