Esbjerg Energy forstærker truppen med en god bekendt af vestjysk ishockey. 34-årige Jordan Smotherman, der med succes repræsenterede EfB
Ishockey i sæsonen 2011/2012 tiltræder i den kommende uge i Esbjerg.
- Muligheden dukkede op lidt pludseligt og nærmest lidt ud af det blå. Smotherman kontaktede Peter Gommesen, og det viste sig, at han var interesseret i at komme tilbage til Vestjylland. Amerikaneren havde kunnet lide tiden i Esbjerg og jeg overtog kontakten, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy:
- Verden er lille, for jeg har spillet med ham i Tyskland. Også jeg havde et positivt indtryk af ham som menneske og som ishockeyspiller, men helbredet drillede ham lidt dengang og han fortsatte i den britiske liga. Helbredet er nu på plads, så han er en god mand at indlemme i truppen.
Jordan Smotherman er amerikansk og er født i Corvallis syd for Portland i delstaten Oregon på vestkysten. Han har spillet fire kampe i NHL for Atlanta
Trashers og har spillet mere end 400 kampe i AHL.
Herudover har den 191 cm høje wing spillet i dansk, svensk, finsk, tysk og britisk ishockey.
- Han er en god og stærk fyr, der både har et godt skøjteløb og som kender vejen til netmaskerne. Efter en spillepause skal han lige i gang igen, men jeg er sikker på, at Jordan Smotherman bliver en gevinst for os, ikke mindst i slutspillet.
- For et ungt mandskab er det altid vigtigt at have ældre og rutinerede spillere at læne sig op ad. Den rolle kan Jordan Smotherman udfylde. Han har de menneskelige egenskaber og har hentet erfaringer gennem en lang karriere i Nordamerika og Europa, og så hjælper det jo også, at han bl.a. med sit skud, sit skøjteløb og sin fysik kan bidrage spillemæssigt, siger Jason Jaspers.
Jordan Smotherman kender vejen til netmaskerne. I NHL blev det til et mål og i alt to point i fire kampe. I AHL er scorede amerikaneren 88 mål og er samlet
noteret for alt 180 point i 410 kampe. I den danske liga huskes Smotherman for 32 scoringer og samlet 64 point i 44 kampe, men har hidtil ikke spillet i indeværende sæson. Hans seneste klub var nordirske Belfast Giants i den britiske liga, EIHL.