Cam Knight var i perioder en ganske stærk back for Esbjerg Energy i den forgangne sæson, hvor han leverede 22 point i 35 kampe.
Det er ikke umuligt, at han stod til en forlængelse efter sit første år i europæisk ishockey, men i stedet for endnu en sæson i Danmark, skifter canadieren nu til Belfast Giants på anbefaling af en anden Esbjerg-spiller fra sidste sæsons mandskab, Jordan Smotherman.
- Jeg har hørt så mange gode ting om byen og ligaen og fansene. Det er en stor mulighed for mig og jeg er meget spændt. Belfast har en "vindende historie" og fansene er utrolige. Jeg har et par kammerater, der har spillet for Belfast tidligere i karrieren - og Jordan Smotherman er en af dem. Jeg spillede med ham i Danmark, og han fortalte meget varmt om organisationen, om byen Belfast og fansene. Han var en stor del af min beslutning om at komme til Belfast og spille, siger Cam Knight til Giants hjemmeside i forbindelse med skiftet.
Belfast Giants var ikke i kamp i sidste sæson og bygger derfor op helt på ny som de fleste andre hold i den britiske Elite Ice Hockey League, der blev spillet i en mini-udgave med fire hold - og uden tilskuere - i den afsluttende del af sidste sæson.