En af historiens helt store helte i Frederikshavn-ishockeyen gennem tiderne er Bent "Turbo" Christensen. Han spillede i mange år en stor rolle hos det daværende "FIK" og var en af de spillere, der i 2000 skrev sig ind i historien ved at sikre Frederikshavn det hidtil seneste mesterskab.
Det vandt genklang. Ikke kun i Frederikshavn, men også lidt længere sydpå, hvor en ung, talentfuld gut ved navn Julian Jakobsen ikke blot så op til de lokale helte, men også til Bent "Turbo" i Frederikshavn. Det siger Jakobsen i TV2's "sommer-corona-serie" kaldet puckisibogen, hvor danske profiler har svaret på spørgsmål om fortid, nutid og fremtid.
- Da jeg var helt lille og kom i den gamle hal, der var det noget særligt, hvor de gik lige forbi os, når de skulle i omklædningsrummene. Og jeg ved ikke hvorfor, men der var jeg meget fascineret af Turbo-Bent Christensen oppe fra Frederikshavn. Han havde sådan en offensiv indstilling og var fed at kigge på. Da jeg blev ældre og det stor udland åbnede sig for mig, der var det Jaromir Jagr, da jeg begyndte at samle på hockeykort. Utroligt, hvad han kan med den størrelse - og så spiller han endda endnu, siger Julian Jakobsen i "Puckisibogen", hvor han også fortæller, at VM-kvartfinalen i 2010 og ikke mindst DM-guldet med Aalborg i 2018 er hans to største oplevelser som ishockeyspiller.
Den største skuffelse er den missede OL-kvalifikation i Vojens i 2012.