Vi tjekker Herlevs nuværende status ud - masser af udskiftninger hos bronzevinderne

Herlev Eagles leverede en forrygende sæson i fjor.

Først en solid sjetteplads i grundspillet, bedste placering i mands minde, samtidig med, at Eagles var Sjællands absolut bedste hold i den regulære sæson.

Derefter det historiske slutspil, der resulterede i den første medalje i tre årtier og skabte eufori i Ørneborgen på Tvedvangen. 

Det har naturligvis afstedkommet interesse for Herlevs profiler - specielt de nye danske navne, der poppede op i løbet af sæsonens afgørende fase - og også for træner Patric Wener, der er blevet hevet til Frederikshavn. Med ham fulgte Herlevs kaptajn Daniel Baastrup-Andersen.

Og med både Andersen, Popovic, Cubars, Bertelsen, Asperup og Kring ude af truppen, er der ingen tvivl om, at Herlev kommer ind til den kommende sæson i en svækket udgave - og det sagt i al respekt for de spillere, der kommer ind i truppen.

Det tog et par år eller tre at bygge "bronzeholdet" op, og det kommer også til at tage nogle sæsoner at bygge noget nyt op.

Herlev har hentet nye, unge spændende danske navne, og der er næppe tvivl om, at for eksempel en spiller som Oliver True har mulighed for at blomstre, når han sandsynligvis rykkes op i hierarkiet i forhold til sin placering i Odense. 

Det samme gælder for Philip Rafnsson og Mathias Hansen og selvfølgelig også den unge garde af Herlev-spillere som Peter Lauritzen, Victor Gade, Daniel Petersen, der formentlig får mere spilletid end i den forgangne sæson. 

Magnus Lykke Jonassen hører allerede til blandt de rutinerede i truppen, og det er vigtigt for Herlev, at ledere som Alexander Lindqvist Hansen og Luis Blak Olsen er forblevet i klubben. 

Der er snak og rygter om at flere af de svenske profiler fra i fjor kommer tilbage, og det vil naturligvis styrke den kontinuitet, der er brug for i Herlev. 

Backlinjen har ifølge Herlevs hjemmeside foreløbig fire aktører i form af Oskar Just, Mikkel Skjellerup, Noah Samsøe og Magnus Povlsen, der kommer til at blive suppleret op med formentlig tre backer. 

Der er stadig masser af åbne spørgsmål: Hvem bliver træner, hvordan kommer målmandsduoen til at se ud, og hvilke udlændinge henter Herlev? Hvor mange af "de gamle" kommer tilbage igen?

Det hele foregår i opbygningens tegn, og formentlig med ni imports fra start, de fleste af svensk herkomst. 

Der er ingen tvivl om, at der ligger store udfordringer i vente for ørnene, der formentlig kommer til at slås i den nederste tredjedel i tabellen. Heldigvis er selvtilliden i orden i organisationen efter bronzen i fjor. 

 


SønderjyskE henter svenske Gustav Nielsen til defensiven RETRO: Da Regin scorede ”VM-historiens bedste danske mål”