Overlegen sejr til nordjyderne over bundholdet fra Rødovre i Sparekassen Danmark Isarena

Aalborg Pirates - Rødovre Mighty Bulls 7-0 (2-0, 3-0, 2-0) Mandagens enlige Metal Liga-kamp stod mellem nummer 2 i Metal Ligaen, Aalborg Pirates, og Rødovre Mighty Bulls, der indtager Metal Ligaens sidsteplads i øjeblikket. Aalborg kunne med en sejr overtage førstepladsen fra Herning Blue Fox, mens Rødovre er ved at være presset i forhold til at få nogle point på kontoen, hvis der skulle være lys forude for slutspil, selvom der kun var ni point op forud for aftenens kamp.

Aalborg havde fået Kirill Kabanov og Victor Panelin-Borg tilbage på holdkortet efter sejren i Herlev, og var kun uden Thomas Spelling, men blot russerens tilstedeværelse var et perfekt tilsæt for hjemmeholdet. 

Kirill Kabanov scorede hele fire mål for Pirates i aftenens kamp som endte 7-0 til hjemmeholdet. 

Rødovre var uden William Rørth som reservemålmand, mens backen Marco Illeman og Maksim Popovic var nye på skadeslisten for Rødovre, mens Alberto Pison Stærmose var tilbage på holdkortet i forhold til sidste kamp, hvor Rødovre tabte på udebane i Herning med 3-0.

Forud for kampen blev Patrick Bjorkstrand kåret som november måneds spiller af Pirates Support. Bjorkstrand har også haft en stærk måned, hvor han har spillet godt og produceret godt med point. Derudover blev Pierre-Olivier Morin hyldet for sine første 200 kampe for Aalborg.

Aalborg havde fuld kontrol over kampen fra kampens begyndelse, og det virkede til, at Rødovre ikke var kommet ud af bussen. Aalborg kom til den ene efter den anden store chance, hvor Julian Jakobsen, Jonas Jakobsen og Ian Edmondson testede John Muse i Rødovre målet. Efter små fire minutter fik Aalborg prikket hul på Muse, da Kirill Kabanov modtog pucken og trak på tværs, hvor han så kunne smide pucken ind i et tomt mål til Aalborgføring.

Aalborg blev ved med at producere chancer, hvor Muse havde flere gode redninger i målet, men Rødovre havde også deres små sporadiske chancer, hvis Aalborg blev for nonchalant i egen zone.

Det blev også til 2-0, da Mikkel Højbjerg modtog pucken i slottet, og sendte resolut pucken i nettet efter opspil fra Patrick Bjorkstrand, der viste prøver på sit store overblik.

Rødovre kom til muligheder, hvor Nicklas Carlsen havde den største mulighed, men George Sørensen var vågen i målet, når Rødovre var på besøg i Aalborgs zone.

Mod slutningen af perioden kom Aalborg i powerplay uden at det gav de helt store chancer.

Powerplayet blev delt over perioderne, men den resterende del gav ikke nogle scoringer. Kort efter blev Lasse Bo Knudsen spillet fri, men han missede hans dribling, men fra bag mållinjen lå han pucken op til Nikolaj Carstensen, der med et fladt skud ved den fjerneste stolpe bragte Aalborg på 3-0.

Rødovre havde en god mulighed ved Gustav Berling, men George Sørensen var vågen, og klar med redningen. Kort efter kom Rødovre i powerplay, men Aalborgs boxplay fungerede, og der blev lagt pres på Rødovres spillere. I stedet for en reducering af Rødovre kom Aalborg på 4-0, da Kirill Kabanov modtog en flippasning fra Julian Jakobsen, som han sendte i nettet med en firsttimer.

Rødovre forsøgte at spille mere med musklerne, men Aalborg var klar på det, og det endte med at give Aalborg muligheden i fem mod tre i næsten to minutter, hvor Kirill Kabanov kunne krone indsatsen af med et hattrick, da han var helt fri ved den fjerneste stolpe og let kunne sende pucken i nettet.

Mod slutningen af perioden var Rødovre tæt på at reducere, da Aalborg igen blev for ivrige for at score yderligere, men George Sørensen var vågen i målet. 5-0 til Aalborg efter 2. periode. 

Missionen var klar for Aalborg i de sidste tyve minutter. Man skulle undgå skader og karantæner, og Rødovre lignede til tider også et hold, der hellere ville sidde i bussen og være på vej hjem mod Sjælland. Skader kunne man ikke helt undgå, da Victor Panelin-Borg ikke kom ud til perioden.

Rødovre kørte træt, og Aalborg kunne udbygge føringen med endnu en scoring fra Kirill Kabanov, da han blev sendt afsted mod mål, og han satte pucken sikkert i nettet bag John Muse.

Det blev til yderligere en scoring til Aalborg, da Nikolaj Carstensen hamrede pucken afsted fra blueline, hvor Julian Jakobsen var placeret foran John Muse, hvor det så ud til, at han fik sidste stav på pucken til kampens sidste scoring.

Tiden gik af uret, og Aalborg kunne notere sig en sikker sejr på 7-0, og overtog dermed førstepladsen i Metal Ligaen.


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-SønderjyskE UGENS HOLD: Se hvem der rammer A-kæden i denne uge