Herning Blue Fox har allerede et meget stærkt danskerkobbel på bedding til den kommende sæson.
Midtjyderne har hentet Patrick Madsen i Frederikshavn, Mathias Bau i Dornbirn og Kristian Jensen i Frederikshavn som nye folk, og Blue Fox synes derfor at have kompenseret så rigeligt for tabet af topscorer Lasse Lassen.
Men der kommer mere? Onsdag præsenterer Herning en stor kanon, der ikke tidligere har spillet i Metal Ligaen. Det kunne såmænd sagtens være Mads Christensen, der i flere uger og flere steder har været rygtet på vej hjem til Herning, hvor han i sin tid begyndte sin flotte karriere.
Christensen har siden dengang leveret flot på højeste niveau i Tyskland, og han har hele fem danske mesterskaber og seks tyske ditto på sit cv, der må være et af Europas flotteste.
Kommer han til Danmark, bliver det endnu et fint tilsæt til Metal Ligaen, men lad os se, hvad Herning præsenterer. Klubben selv kalder det vanvittigt spændende.