Topholdet satte tingene på plads i tredje periode

Esbjerg Energy-Herning Blue Fox 1-4 (0-1,0-2,1-1) 2477 tilskuere

Herning Blue Fox fortsætter sin march i toppen af Metal Ligaen og Esbjerg Energy må vente lidt med at forsegle sin plads i Metal Final4.

Det var konklusionen efter fredagens velbesøgte kamp i Granly Hockey, hvor en begivenhed definerede kampen. 

Esbjerg havde netop reduceret til 1-3 ved Arturs Kulda i det 43. minut og havde faktisk en reel mulighed for at komme tilbage, måske fyret op af eget publikum.

Men kort efter viste Zane Franklin en stor mangel på disciplin, da han tog en dum udvisning for roughing, og det straffede gæsterne fuldstændig nådesløst ved at score til 1-4 i et stringent powerplay, hvor pucken på en retur endte hos Kevin O'Neil, der knastørt satte skiven op bag Seldrup.

Så var kampen afgjort.

Det var Hernings match denne fredag aften. En tidlig scoring af Anton Linde satte kursen for gæsterne, der havde Hjalte Thomsen som dominerende spiller. Han satte 3-0-målet efter en fin soloaktion, og Phillip Schultz - afløser for Bau i førstekæden - satte 2-0'eren på sin gamle hjemmebane.

Ingen tvivl om udfaldet i Esbjerg, hvor hjemmeholdet havde besvær med at følge den effektive Herning-maskine. 


KAMPEN KORT: Kløve gjorde det igen, vigtig sejr til Sønderjyske OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Herlev Eagles