Andreas Kløve scorede igen for de lyseblå, der slog Aalborg med 3-1

Sønderjyske-Aalborg Pirates 3-1 (2-0,1-0,0-1) 1677 tilskuere

Sønderjyske er godt på vej til Metal Final4. Der er i hvert fald gode takter hos sønderjyderne for øjeblikket og trækker man de fire første nederlag væk, så har Sønderjyske altså vundet syv af de seneste 10 kampe. 

I dag var Vaclav Karabacek tilbage i en på papiret ret stærk fjerdekæde, så bredden er i orden hos Teppo Kiveläs mandskab, der spillede god ishockey i første periode, hvor det blev til scoringer af Johan Lundgren og Marcus Almquist - sidstnævnte på en fin baghåndsretur.

Lige nu går der ikke mange - hvis nogen - kampe, hvor Andreas Kløve ikke scorer for Sønderjyske, og således var han også på plads inde foran mål kort inde i anden periode. 

Kløve stod voldsomt fri foran Olofsson, og han havde ingen problemer med at fortsætte sin vilde scoringsstreak med mål i de seneste seks kampe. 

Sikke høj klasse fra Kløve. 

Aalborg havde ikke frygtelig meget at byde på i offensiven i løbet af de første 40 minutter, men fik dog reduceret ved Casey Dornbach i slutningen af anden periode.

Flere mål blev det ikke til i aften i Vojens, og dermed var det formentlig også farvel til Aalborgs Metal Final4, mens Sønderjyske nu har et par kampe til at sikre sig de nødvendige ekstra point. 


KAMPEN KORT: Frederikshavn fortsætter top-kursen med sejr over Odense