Aalborg Pirates-SønderjyskE 5-1
Stik imod forventning var Tobias Ladehoff tilbage i Aalborgs lineup. Han var ellers meldt ude til efter landsholdspausen. Ladehoff gik ind i fjerdekæden og skubbede dermed Emil Marcussen ned som forward nummer 13.
Ladehoff bidrog med to assister til aalborgensernes sejr og spillede gennemgående en glimrende kamp.
Det samme gjorde Thomas Spelling, der var bedste mand hos Aalborg Pirates. Han var hård mod sine gamle holdkammerater fra SønderjyskE. Spelling scorede to gange og leverede et enkelt oplæg til Thom Flodqvists anden scoring i Metal Ligaen. Svenskeren er kommet forrygende fra land i Metal Ligaen.
Der var i øvrigt under to sekunder tilbage af første periode, da Thomas Spelling åbnede scoringen. Det lignede en nulløsning efter tyve minutter, men i sidste sekund var Thomas Spelling på pletten tæt under mål, hvor pucken endte efter pingpong gennem SønderjyskEs defensiv. Spelling fik heller ikke ordentligt træf på pucken, men nok til at den kom over stregen.
Begge hold spillede ganske bredt, og det hører ikke til normalen, at samtlige spillere, der fik istid i tirsdagens kamp, såmænd spillede over 10 minutter.
Konsta Mäkinen fik med 21:10 minutter mest spilletid hos SønderjyskE, mens Tim Davison tog ”titlen” hos Aalborg med yderligere 44 sekunder.
Sammen med Lane og Nigro noterede Mäkinen sig for -3 i plus/minus-statistikken, mens Spelling, Morin og Flodqvist alle stod med +3.
SønderjyskE var næsten inde i Metal Final4 fredag aften, da Mario Simionis mandskab førte med 5-2 over Herlev. På fredag kan det sæsonmål være forbi, hvis SønderjyskE taber i Frederikshavn.
Aalborg møder Esbjerg fredag aften. Den kamp er i øvrigt flyttet til klokken 20. Tirsdag aften samlede Pirates over 2500 mennesker til ishockey, og mon ikke der kommer flere fredag. Nordjyderne har stadig maksimumpoint hjemme.