Trio forlænger med Mighty Bulls

Rødovre har været plaget af skader gennem store dele af efteråret, og Mighty Bulls har været tvunget til at finde alternative løsninger for at supplere op i spillertruppen.

En af dem var at hente de gode, gamle dinosaurer - ment positivt - Jannik Karvinen og Morten Andreasen ind på isen igen. Andreasen er tilbage på bænken som assisterende træner, men Karvinen fortsætter nu for resten af sæsonen.

Det skriver Rødovre Mighty Bulls på sin hjemmeside.

Der er også kontrakt for resten af sæsonen til den 199 centimeter lange Lasse L. Carlsen, der tidligere har spillet Metal Liga-hockey for både Rødovre og Hvidovre. I denne sæson har han spillet 1. division for Rødovre med ganske stor succes, og er altså nu permanent mand for Mighty Bulls i resten af sæsonen.

Det samme gælder for Maksim Popovic, der har et par sæsoner hos Herlev Eagles på sin konto. I denne sæson begyndte han på Herlevs hold i 1. division, men omkring jul røg han til Rødovre for at spille 1. division og blev straks forfremmet til Metal Ligaen.

Her har Popovic gjort det så godt, at han fortsætter hos Mighty Bulls i resten af sæsonen. 


OPTAKT: SønderjyskE-Rungsted Seier Capital UGENS HOLD PÅ METALLIGAEN.DK - se hvem der er med