Redaktionen har valgt ugens A-kæde - følgende seks spillere har fået plads

Målmand: Simon Nielsen (Herning): Har sammen med holdkammeraterne oppet sit niveau i de seneste mange uger, og snuppede to udesejre i den forgangne. Bundsolidt spil af Nielsen, der tilsammen reddede 47 pucke hos rivalerne i vest og nord. 

Back: Nick Crawford (Rødovre): Har i den grad spillet en forrygende sæson på Vestegnen, og takterne fortsatte i den forgangne uge, hvor han spillede 50 minutter i alt i kampene mod SønderjyskE og Esbjerg. Scorede igen-igen det afgørende mål i straffeslagene mod SønderjyskE.

Back: Shane Hanna (Rungsted): De forsvarende mestre var tilbage i højeste gear søndag eftermiddag i Herlev, og den offensive back Shane Hanna spillede en flot kamp. Næsten 25 minutter, to mål og en assist. Bedre kan det næsten ikke gøres.

Forward: Lasse Lassen (Herning): En af hovedaktørerne i Metal Ligaens måske farligste angrebskæde lige nu, hvor han spiller med Cam Brace og Jonne Virtanen. Lasse Lassen scorede to gange i Esbjerg og en enkelt gang i Frederikshavn. Har virkelig fundet målformen og spilleglæden igen.

Forward: Sebastian Ehlers (Odense): Flere Odense-spillere markerede sig særdeles positivt søndag, men Ehlers spillede nærmest en "karrierekamp" med to mål, tre assister og titlen som matchvinder i overtiden. Spillede over 26 minutter og noterede sig +3 i plus/minus-statistikken. 

Forward: Marko Virtala (Rødovre): Sikke en flot uge for Rødovre og Marko Virtala, der satte både SønderjyskE og Esbjerg til vægs. Virtala-brødrene har fundet melodien sammen med Steffen Klarskov, og Marko Virtala gik forrest i kampene med i alt tre scoringer. Rødovre synes at være i gang igen. 


Karvinen, Carlsen og Popovic fortsætter i Rødovre for resten af sæsonen George Sørensen kåret til TISSOT MÅNEDENS SPILLER I DECEMBER