Et hurtigt bud på forløbet af de kommende kvartfinaleserier

Lige om lidt rammer vi den bedste tid på året: Slutspillet!

Og det bliver med fire spændende playoff-konstellationer, hvor de fire tophold i grundserien altså møder holdene, der har placeret sig fra fem til otte.

Her Metalligaen.dk's Michael Søvsøs lynanalyse af serierne – de mere detaljerede kommer i løbet af ugen.

Herning Blue Fox (1)-Herlev Eagles (8)

Herning har gennem hele sæsonen været flyvende, men har dog vist lidt svaghedstegn her sidst på grundspillet. Det skal siges, at det først har været efter at midtjyderne har sikret sig grundspilssejren. Herlev har haft et frygteligt 2025 med et hav af nederlag, der har kostet masser af selvtillid. Det er vanskeligt at se Eagles tage en serie over syv kampe mod det homogene Herning-hold, men Blue Fox kan sagtens blive presset hårdere end de fleste tror, hvis Herlev spiller op til sit sidste. Husk blot Metal Final4-finalen.

Odense Bulldogs (2)-SønderjyskE (7)

Fynboerne kommer trods nederlaget mod Frederikshavn ind med kæmpestor selvtillid efter en flot afslutning på grundspillet. Bulldogs-mandskabet er måske det bredeste i hele Metal Ligaen og fremstår derfor som favorit mod et SønderjyskE-mandskab, der har været presset over hele sæsonen med trænerskifte, mange skader og i det hele taget et vanskeligt forløb efter sidste sæsons forrygende ”run” i slutspillet. Bulldogs er favorit i den her serie, men kommer til at kæmpe for sagen mod et SønderjyskE-hold, der er underdog og derfor har alt at vinde i dette syddanske slag.  

Rungsted Seier Capital (3) -Frederikshavn White Hawks (6)

Rungsted kommer ind til slutspillet som et hold, der har spillet helt på linje med Herning og Odense i den sidste halvdel af grundspillet. Kun den elendige start på sæsonen kostede Rungsted chancen for at være med helt oppe i toppen af den regulære sæson. Rungsted har taget 16 af 18 mulige point mod Frederikshavn i denne sæson, men betyder det noget, når playoff går i gang? Frederikshavn har med Benker, Lunsjö og senest store, stærke Caderoth fået en stærk svensk bærende trio ind i den anden halvdel af sæsonen, og bliver ikke et nemt hold at møde for Rungsted. Det kunne godt blive en lang serie, der først afgøres i en 50/50 syvende kamp.

Aalborg Pirates (4) -Esbjerg Energy (5)

Sikke et brag mellem to hold, der ikke ligefrem elsker hinanden. Det plejer at være tætte og jævnbyrdige serier mellem Aalborg og Esbjerg, og den her serie bliver ikke anderledes. Der skal nok komme en god del fysik ind også, og her gælder det for Aalborgs temperamentsfulde canadiere og topscorere Lajeunesse og Craighead at holde hovederne. De bliver nemlig vigtige for Aalborgs muligheder mod et Esbjerg-hold, der kan komme til at slås med manglende bredde. Til gengæld er Esbjerg et ”slutspilshold”, hvilket man også viste sidste sæson. Aalborg har større bredde og er derfor undertegnedes favorit til at vinde over syv kampe.

 


Herning klar til playoff med 4-0 sejr over Rungsted Aalborg sikrede fjerdepladsen med 6-1 over Rødovre