Tempoet er højt og den taktiske forståelse er god i Metal Ligaen er Heinz Ehlers' generelle indtryk af Metal Ligaen efter at have fulgt turneringen tæt i denne sæson

3. marts 2020 blev det offentliggjort, at Heinz Ehlers senere samme forår blev dansk landstræner på fuld tid. Otte dage senere blev Danmark lukket ned, og siden har Coronapandemien holdt samtlige landsholdsaktiviteter for herrerne i skak.

- Et eller andet sted er det selvfølgelig frustrerende. Omvendt er det blot at acceptere, at Coronaen var noget, man ikke havde indflydelse på. Vi havde ellers gode intentioner med U25-landsholdet, kampe mod Storbritannien og derefter kampen mellem landsholdet og Pressens Hold. Siden marts har vi måttet aflyse 21 eller 22 landskampe. Det er vilkårene i den her sæson, siger Heinz Ehlers.

Til gengæld har Metal Ligaen kørt næsten efter planen. Derfor har landstræneren trods alt haft lejlighed til at gennemføre en af efterårets planlagte aktioner, nemlig at få et grundlæggende kendskab til Metal Ligaen.

- Der har ikke været mange tirsdage, fredage eller søndage, hvor jeg ikke har været i en hal for at se kampe. Så jeg har virkelig fået set, hvad ligaen indeholder, siger Heinz Ehlers, der er ganske imponeret over niveauet i Metal Ligaen.

- Tidligere har jeg oplevet Metal Ligaen på afstand. Set en kamp i Aalborg, hvis jeg har været hjemme eller på TV2 Sport, når det har været muligt nede i Schweiz. Men det giver ikke et retvisende billede i forhold til at se masser kampe live. Det har været en god oplevelse, og niveauet har været højere end jeg havde regnet med.

- Jeg taler ofte med en god bekendt, en svensker, der er hjælpetræner nede i Schweiz. Af en eller anden årsag følger han den danske liga tæt, og hans observation er, at tempoet i Danmark er rigtig højt, men at det måske falder lidt for meget i tredje periode. Det er jeg opmærksom på: Er det fordi, spillerne mangler det sidste i den fysiske form eller måske helt naturligt: At tredje periode ofte bliver lidt mere taktisk og dermed nede i tempo i forhold til de to første perioder, lyder det fra Heinz Ehlers.

Landstræneren er i ishockeymiljøet kendt som en god taktisk snedker og detaljens mand, når det kommer til spillernes bevægelser på isen, og Heinz Ehlers har også et godt indtryk af den taktiske indstilling hos de danske ligahold.

- Det kniber måske lidt for nogle hold at holde taktikken helt tæt over 60 minutter, men er det ikke naturligt, når trætheden spiller ind? Jeg ser mange små indstuderede ting som kombinationer efter faceoff og "low and slow-hockey", hvor det gælder om at bruge centeren og spille sig ud af defensiv zone – også, hvis man er presset som back. Tendensen er internationalt, at man spiller sig ud af problemerne i stedet for at smide pucken væk. Det er to-tre meters pasninger i stedet for den lange pasning, og det ser godt ud her i Danmark, siger Heinz Ehlers.


Arne Buch er konstitueret direktør i Odense Bulldogs TO SPILLEDAGES KARANTÆNE til Brandon McNally, Odense Bulldogs