Lucas Kjelgaard blev en del af Aalborg Pirates sidste sæson, og med en rejse som ungdomsspiller i Aalborg Ishockeyklub er en forlængelse lige til højreskøjten, skriver klubben.
Forlængelsen med Kjelgaard præsenteres således:
Han kender til miljøet gennem hans år som ungdomsspiller i Aalborg IK, så derfor er Lucas faldet godt til på holdet og en vigtig brik i den videre udvikling af truppen.
Efter Lucas’ hårde arbejde og præstation sidste sæson, er han blevet forlænget med 2 år.
Han var en del af det danske ungdomslandshold U18 sidste sæson, og med 10 kampe i den danske trøje, er talentet ikke til at tage fejl af. Den 184 cm høje forsvarsspiller er stabil og han er i rivende udvikling.
”Lucas er fremtidens mand, og sidste sæson tog han de chancer han fik og beviste hvorfor vi hev ham op fra ungdomsrækkerne sidste år. Vi forventer en fortsat udvikling i hans spil og ser med positive øjne på den kommende sæson fra hans side.” kommer det fra Aalborg Pirates’ sportschef Ronny Larsen.
Med kontraktforlængelsen af Lucas Kjelgaard lægges der et fundament for at køre de unge talenter ind som en essentiel del af de fremtidige planer og ambitioner klubben gør sig.