Vi er midt i det hektiske og dejlige nytårsprogram i Metal Ligaen, og det betyder, at vi igen i aften har fuldt program til de her kampe, der både på lægterne og på isen har karakter af slutspil.
Der forventes op mod 6000 tilskuere i Sparekassen Danmark Isarena i aften, hvor hjemmeholdet Aalborg Pirates skal forsøge at tage revanche efter en tæt kamp i aftes i Nordjyske Bank Arena.
Her var Todd Winder flyvende og "førerhund" i Frederikshavns 3-2-sejr over gæsterne i en hård fight, hvor atmosfæren var fremragende i Frederikshavn. Der er en lille "hockeyfeber" i Frederikshavn, hvor der for alvor er tro på holdet. Den elendige sidste sæson er efterhånden visket ud.
Hos Aalborg var det en glædeligt endelig at se Sebastian Ehlers tilbage på isen til sin anden kamp i sæsonen. Når Ehlers kommer i form, bliver han en markant forstærkning for Pirates, der måske kan begynde at se lidt lys for enden af tunnelen, når det angår skader. Også Jonas Brøndberg er tilbage efter overstået karantæne.
Per Vinkel kommenterer på Metalligaen.tv fra Aalborg.
I Rungsted er der faceoff allerede klokken 18, hvor Herlev kommer på besøg med friske ben.
Rungsted havde en fremragende David Grubak i målet i går i Rødovre og stærk effektivitet i angrebet, og alt det lagt sammen lykkedes det for nordsjællænderne at vinde klassikeren i Holger Danske Arena.
Og i aften er der mulighed for at fuldende en sjællandsk "double" og vinde over Herlev, som Rungsted har haft godt tjek over i indeværende sæson. Senest blev til en ganske sikker sejr i Herlev i Martinsen Arena.
I Rungsted har vi den evige diskussion om, hvorvidt det er en fordel at have spillet eller komme med friske ben. Sidstnævnte er Herlevs lod i aften, hvor det også er spændende, om der endelig bliver debut til Jason Willms, der efterhånden må trippe ret hidsigt for at komme i gang.
Jesper Schultz kommenterer fra Concordium Arena på Metalligaen.tv.
Mathias Bau lavede mindst to point for ottende gang på stribe, da Herning i går vandt 5-2 over Odense i en god ishockeykamp i Kvik Hockey Arena. Fynboerne gav aldrig op, men kunne til sidst ikke stå for presset fra et veloplagt hjemmehold.
Mens de andre hold slår hinanden på kryds og tværs, øger Herning bare i toppen og ligner en oplagt grundspilsvinder allerede nu. Der er en god rytme på Blue Fox-holdet og i spidsen står altså to gange Mathias - Bau og Seldrup - der var de førende individualister i går.
Odense leverede en fin indsats, men måtte indtage det tredje nederlag på stribe i aftes, og karakteristisk for alle kampe har været, at Odense pludselig har fået problemer med at score mål. I går blev der brændt for mange chancer, nøjagtig som det var tilfældet i de to julekampe mod Frederikshavn, hvor Bulldogs kun scorede en enkelt gang.
I aften kommenterer Michael Damsted Bulldogs-forsøget på at komme frem til scoringer.
Det bliver Jannik Sønderby, der sætter stemme til braget i Esbjerg, som naturligvis også sendes på Metalligaen.tv.
Nicolaj Henriksen og Phillip Schultz blev matchvindere for gæsterne, der vandt 4-3 i en tæt kamp i Vojens, som først blev afgjort i overtid.
Sønderjyderne var det bedst spillende hold over 60 minutter, men Esbjerg havde effektiviteten i sin hånd og går altså ind til returkampen med en sejr i baglommen.
Begge trænere blev i går interviewet efter kampen, og Anders Førster var naturligt frustreret over den mang lende udnyttelse af chancer, mens Dan Jensen betegnede kampen i Vojens som værende "ikke den kønneste". Han håber på mere flow i spillet fra vestjyderne i aften.
Kampstart 19:00 i Granly Hockey Arena, hvor der bliver tryk på kedlerne.
Kom i god tid! Det gælder allevegne i aften.
Og hvis du ikke kan komme i hallen, er der naturligvis fuld menu på Metalligaen.tv -med lidt snilde kan du komme forbi alle fire arenaer i aften og en god bid af kampene.