Kampstart 19:00 i Esbjerg og Frederikshavn, 20:00 i Odense og Rødovre

Det bliver en stor, stor ishockeyaften i Rødovre Centrum Arena i aften. Der forventes tæt på fuldt hus til kampen mod Herlev, og det vil være første gang i umindelige tider, at Mighty Bulls får en sådan gigantisk support på hjemmebanen. Det glæder svenske Johan Lundgren sig til, fortæller han i et interview på klubbens hjemmeside. 

- En arena fyldt med vores supportere, kommer til at give os en enorm ekstra kraft under kampen og det betyder virkelig meget for holdet. Det at spille for en fuld arena, er det bedste for en ishockeyspiller og hele holde er meget forventningsfulde. Vi glæder os rigtig meget til at vise vores tilhængere og hele Rødovre, hvad vi kæmper for hver dag.

- Vi fokuserer ikke på Herlev og det de har lavet af spil på isen den seneste tid. Vi har i stedet fuld fokus på vores egen spil og præstation. Hvis vi når det niveau, som jeg ved vi kan præstere på, så vinder vi kampen i aften, uanset om Herlev er slidt efter mange kampe eller ej.

- I aften kan man forvente et sultet Rødovre hold, som vil kæmpe for hver en centimeter på isen. Vi kommer ud med høj fart og lægger hårdt pres fra start. Vi vil gerne sende mange pucke mod deres og mål og dermed skabe farlige chancer foran deres målmand. Derbykampe afgøres ofte i en-til-en kampe spillerne imellem, specielt her skal vi sørge for at være varmere end Herlev igennem hele kampen, lyder det fra Lundgren. 

Rødovre kommer til at møde et Herlev-hold med stor moral efter 3-2-sejren over Rungsted i aftes.

Den kamp afgjorde Anton Johansson i overtiden for Eagles til stor jubel for en juletændt Ørneborg, der oplevede denne dramatiske slutfase:

Overtal i overtime er alle dage i ugen en kæmpe mulighed, og der gik ikke lang tid før Anton Johansson kunne sende en onetimer ind bag en sagesløs Arwidson i Rungsted-målet. 

Der udbrød forståeligt nok stor jubel i en tætpakket Spar Nord Arena i Herlev over de to points til hjemmeholdet. Rungsted vil føle sig bortdømt, og måske også have i tankerne at de smed føringen væk, mens Herlev måske kunne føle sig en smule snydt for de tre points. Men det blev i sidste ende en sejr i årets sidste hjemmekamp.

SønderjyskE og Esbjerg mødtes i Frøs Arena i aftes, hvor gæsterne ganske fortjent vandt 3-1 i en kamp, der mere og mere drejede Esbjergs vej som minutterne skred frem. Metalligaen.dk's skribent konkluderede således efter kampen:

Esbjerg cruisede sejren i land og tog håneretten med hjem i bussen til det vestjyske. Tredje hjemmebanenederlag i træk til SønderjyskE, der ganske vist er hæmmet af skader, men også i den grad mangler skarphed pt.

Lyspunktet hos sønderjyderne var Patrick Galbraith, der leverede flot i målet. Hos Esbjerg var der langt flere plusser i bogen. Seldrup var en solid og meget sikker sidste skanse.

Jeff King var stærk på pucken og viste fornemt overblik, og også Gilling og Andreas Grundtvig var særdeles stærke aktører. I morgen venter andendagsgildet i Esbjerg, og det må være med de selvtillidsfyldte vestjyder i favorit-rollen, mod et sønderjysk mandskab, der har ramt et markant formdyk omkring jul og nytår. 

Aalborg og Frederikshavn mødtes i en proppet Sparekassen Danmark Isarena, hvor en storspillende Tadeas Galansky sendte de medrejsende frederikshavnere i ekstase. Metalligaen.dk's udsendte konkluderede: 

Det nordjyske lokalslag fik en overraskende vinder, da Frederikshavn tog alle tre point med hjem. På en scoring af svenske Trkulja med små fem minutter tilbage af opgøret, sendte han de 500 medrejsende fans fra Vendsyssel i ekstase.

Det var om nogen Galansky, der efter kampen blev hyldet af de medrejsende fans, og det forstod man, for tjekken stod som et levende plankeværk, og var grundstenen til sejren og de tre point, som høgene tog med hjem i bussen. Mon ikke tjekken giver en lille en på vej hjem i bussen. I dag kunne han fejre sin 30 års fødselsdag, og den kunne nok ikke blive fejret meget bedre.

Endelig bliver der gang i gaden i Spar Nord Arena, hvor Odense møder Herning Blue Fox i returen fra i går, hvor Herning vandt 3-2 efter straffeslag.

Det var tæt helt til det absolut sidste, og 18. gang, at Odense ikke formåede at slå Herning. Metalligaen.dk skrev:

Efter underholdende 50 minutter udviklede kampen sig en smule mere taktisk og begge hold med øget fokus på at undgå fejl. Med lidt over seks minutter tilbage fik Odense deres første udvisning. Mads Christensen var tæt på at slå en retur i nettet, og også Brett Perlini havde chancen på returen fra endebanden.

Odense overlevede og publikum indstillede sig så småt på en overtid i overtime. Odense fik et par sporadiske chancer i slutminutterne inden den ordinære spilletid altså løb ud.

Igor Merezhko ramte stolpen, men også straffeslag måtte tages i brug for at kåre en vinder. Phil Marinaccio afgjorde en festlig aften da han som den eneste fik pucken i nettet. Helt i orden, at den tætte kamp blev afgjort "fra pletten". 

HVIS IKKE DU KAN KOMME I HALLEN, SENDER TV2 PLAY SAMTLIGE FIRE KAMPE LIVE. 

Ellers er det bare med at komme af sted. Det bliver stort! 


Kanonslag tog overskrifterne, da Pirates fortjent vandt andendagsgildet HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Aalborg-Frederikshavn