Matcher i Vojens og Herning i dag

Der er to matcher i eftermiddag/aften i Metal Ligaen, og det foregår i Vojens og Herning og med fire mandskaber, der alle var i aktion i går. 

SønderjyskE havde en miserabel aften i Odense, hvor det blev til et nederlag på 1-5 til de fynske hunde.

Det helt ærgerlige for nederlaget for Mario Simionis tropper var, at special teams virkelig havde det vanskeligt.

SønderjyskE lukkede tre mål ind, mens holdet var en mand mindre og minsandten om ikke også Otto Nieminen fik lov at score to gange, mens sønderjyderne var en mand mere.

Vi gætter på, at Mario Simioni havde en søvnløs nat op til Herlev-kampen.

Eagles sætter sig i bussen efter en god afslutning på kampen mod Herning, hvor det blev til et nederlag på 3-4. Det var Herning, der sad på det meste af kampen, men som næsten altid god moral hos Herlev, der faktisk var ganske tæt på point.

Hårdt arbejde for Herlev med Philip Alftberg, Mathias Asperup og Alexander Lindqvist-Hansen ude. Tre vigtige spillere på en dag, hvor Herlev formentlig skal bøvle med et SønderjyskE-hold, der kommer med stor revanchelyst. 

Kampstart klokken 17:00 i Vojens.

To timer senere går det løs i Herning med den afsluttende kamp i KNÆK CANCER-kampagnen.

Og sikke en match. Herning er i absolut topform og vinder og vinder for øjeblikket. Odense kommer fra en perfekt uge med sejre over Aalborg og SønderjyskE. 

I går så vi et Herning-hold, der sad hårdt på kampen i Herlev, og midtjyderne vandt mere sikkert end cifrene antyder. Det var uden Mac Carruth i målet, men han er formentlig tilbage efter at unge Thor Baden tog godt fra og faktisk reddede sejren i slutfasen.

Odense var flyvende i går med 5-1 over SønderjyskE, anført af en ustoppelig Gunars Skvorcovs, der scorede to mål i powerplay. Finske Otto Nieminen scorede to gange i boxplay, og i det hele taget var det en perfekt aften for Odense, der virkelig tog fra fysisk mod SønderjyskE og på den måde skaffede de nødvendige muligheder i special teams. 

Herning vandt i sæsonpremieren med 3-2 over Odense efter overtid i en meget tæt kamp, og de to hold plejer at levere hårde, fysiske dueller.

I aften bliver næppe en undtagelse. 


SønderjyskE uden problemer mod Herlev HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Odense-SønderjyskE lige her