Den 21-årige fysiske forsvarsspiller Magnus Koch rykker rødderne op, og flytter nu både karriere og adresse fra Sjælland til Herning Blue Fox.

Så er der et skridt i karrieren for den 21-årige Magnus Koch, der rejser over både Storebælt og Lillebælt for at fortsætte med at spille ishockey i Herning Blue Fox. Magnus Koch har både været i Hvidovre, Rødovre og Herlev i sit ishockeyliv, men har altså fået sit ligagennembrud i Herlev, inden han nu skifter til Herning.

Her præsenteres han således: 

Blue Fox-defensiven har uden tvivl fået en ”forsvarsklippe”, der skal bringe bredde til Herning-holdet, som ser en masse udviklingsmuligheder i Magnus Koch. Og med sine 186 cm og 99 kilo er det en stor størrelse spiller der uden tvivl vil bringe fysik med i sit spil og ikke mindst en sund konkurrence om top 6-pladserne i de bagerste kæder.

Sportschef Martin Struzinski siger følgende om seneste tilsnit til defensiven.

- Magnus er en ung back som går ind i sin fjerde sæson i Metal Ligaen, og med erfaring fra diverse ungdoms-VM vidner det om et stort potentiale. Vi ved, at han er en fysisk stærk spiller som vinder mange nærkampe og er dygtig til at skabe plads til sine medspillere. Vi tror på at han vil passe godt ind i vores spillestil og med hans professionalisme samt høje ambitioner er vi overbeviste om, at vi kan få endnu mere ud af hans kvaliteter. 

Magnus Koch kommer til Herning efter tre sæsoner hos ligakonkurrenterne fra Herlev Eagles der er kendt for sit stærke defensive arbejde. 107 kampe på højest mulige niveau i Danmark er det indtil videre blevet til, og næste destination er således den herningensiske ishockeyskole og en plads i cheftræner Pekka Tirkkonens trup til sæsonen 2021-22 i Metal Ligaen.

 


FINSK MÅLMAND i Rungsted-buret SønderjyskE's Daniel Nielsen tager en ishockeypause