Den tidligere Esbjerg-træner er tilbage på denne side af Atlanten efter et års pause

Det var efter den afbrudte "Corona-sæson" 2019/20, at Mark Pederson fik at vide, at han ikke længere skulle være træner i Esbjerg Energy. Pederson var manden, der førte Esbjerg til mesterskaberne i både 2016 og 2017, og er hovedmanden bag vestjydernes tilbagestigen til toppen af dansk ishockey.

Efter afskeden i Esbjerg, hvor han begyndte helt tilbage i 2013, har han holdt et års pause fra trænergerningen, men den store canadier vender nu tilbage til Europa i et større trænerjob. Han skal nemlig træne traditionsklubben Augsburg i den bedste tyske liga i den kommende sæson.

I den netop afsluttede - og afkortede - DEL-sæson kom Augsburg ikke med i slutspillet.

Mark Pederson har tidligere i karrieren spillet i både Hannover, Krefeld og Mannheim og er en stor kender af tysk ishockey. Hans assisterende træner bliver Pierre Beaulieu, der kommer fra Krefeld.

- Mark Pederson og Pierre Beaulieu blev hurtigt vores ønskekonstellation. Vi havde mange gode samtaler og begge passer perfekt til vores filosofi. De ved, hvilken slags ishockey, vi ønsker at spille og kan identificere sig med stilen og brænder for en ny opgave. Nu gælder det om, at vi sammen former et slagkraftigt mandskab frem mod den kommende sæson, siger Lothar Sigl, direktøren i Augsburg. 

Spændende at se, om Pederson får større succes i en større liga end det har været tilfældet med flere af hans forgængere med succes i Metal Ligaen, der nærmest en for alle faldt i det første trænerjob efter Danmark. 

 


STOR ROS TIL SØGAARD efter AHL-debut og 5-3-sejr RØNDBJERG SCOREDE for Silver Knights i nat