Ægteskabet mellem svenske Martin Pärna og Frederikshavn blev kort.
Efter tre tryout-kampe er den svenske forward nu tilbage i Vimmerby, hvor han spillede i sidste sæson.
Vimmerby er oprykkerhold til Sveriges næstbedste række, HockeyAllsvenskan, og nu har Martin Pärna fået chancen for at spille indtil jul i klubben, der ligger i Smålands-distriktet i Sverige.
- Det gik "jättebra" i Danmark. Frem for alt var det en lærerig uge i Danmark, hvor der spilles en helt anden hockey end her. Vi havde en god dialog med klubben (Frederikshavn), men da Pelle (Johansson, Vimmerby Hockeys sportschef) ringede og hørte fra sig, var det svært at sige nej. Jeg vil jo virkelig gerne spille Allsvenskan med Vimmerby. Man har været med til at rykke holdet op, så det her skal blive vildt cool, siger Martin Pärna til "Dagens Vimmerby".
Pärna kom ikke på pointtavlen for Frederikshavn i sine tre kampe for klubben og var dermed ikke andet end en meget midlertidig forstærkning for nordjyderne.