Den brandvarme Herning-angriber skal over 82 point i alt i sæsonen for at slå sin holdkammerat Morten Poulsen

Mathias From er brandvarm for øjeblikket. Grundspillets topscorer (62 point) har allerede lavet 10 mål og 3 assister i slutspillet og står dermed på 75 point i alt for grundspillet og slutspillet. 

Dermed kan Mathias From gå på jagt efter en rekord, som for øjeblikket tilhører hans holdkammerat Morten Poulsen, der har spillet professionel ishockey nærmest før Mathias From formentlig tænkte på Metal Ligaen.

I sæsonen 2010/11 spillede Morten Poulsen i store dele af sæsonen sammen med Kevin Gardner og Bryan Marshall, og det samarbejde var en gigantisk succes, der skaffede Morten Poulsen hele 82 point i 53 kampe. Marshall alene lavede vanvittige 106 point i den sæson, hvor Herning endte med at vinde mesterskabet. 

I 1984/85-sæsonen lavede Kim "Musen" Andersen 81 point for Rødovre, og det var den rekord som Morten Poulsen lykkedes med at slå. Nu er der altså attentat på Poulsens rekord.

Det skal dog - til Poulsens forsvar - nævnes, at Mathias From har klaret sine 75 point i 49 kampe og minimum kommer til at spille 55 kampe i indeværende sæson. 

Det bedste gennemsnit nogensinde for en dansker er Heinz Ehlers 3.22 point i 9 kampe (29 point), da han var på visit i Aalborg i sæsonen 1993/94. Keld Bjerrum (2,77 i 68/69) og Frits Nielsen (2,75 i 75/76) ligger lige derefter. 


Optakt: Esbjerg Energy-Odense Bulldogs Aalborg: Calder Brooks formentlig ude for sæsonen