Esbjerg Energy knytter den 28-årige slovensk-canadiske back Matt Cairns til truppen i den kommende sæson

Han præsenteres således af vestjyderne:

Matt er en solid back, som sætter stor stolthed i sit spil. Han kan lide det fysiske spil og har et godt første pas til at sætte angriberne i gang. Han kommer til Esbjerg med store ambitioner, og han bliver vigtig for os i mange situationer. Vi er glade for at kunne få Matt i den gule trøje, fortæller sportschef Philip Larsen fra Esbjerg Energy.

Matt Cairns er fra den canadiske by Mississauga i provinsen Ontario. Byen har mere end 700.000 indbyggere og er beliggende på den nordvestlige bred af Lake Ontario, ikke langt fra Toronto.

Jeg er både slovener og canadier, men jeg er født i Canada, og det er dér, mine rødder stammer fra! Jeg er dog meget stolt af at være slovener og fik faktisk mit slovenske statsborgerskab sidste år, pointerer den kommende Energy-back.

Jeg elsker kulturen og livsstilen i Europa – især i smukke lande som Danmark og på de steder, hvor jeg tidligere har spillet. Jeg synes, at europæisk ishockey har en god balance mellem det konkurrenceprægede spil og livskvaliteten.

Matt Cairns er 188 cm høj og blev i 2016 draftet af Edmonton Oilers i tredje runde. Han har erfaring fra AHL og ECHL. I Europa har Cairns spillet for svenske IF Björklöven og HC Bolzano i ICEHL.

I europæisk ishockey vægtes i højere grad et spil, der stiller krav til tekniske færdigheder og puckbesiddelse. Det har jeg lært at mestre i løbet af min karriere, og det kan jeg bidrage med i den danske liga.

Jeg vil gerne fortsætte med at udvikle disse færdigheder, samtidig med at jeg bidrager med den hårdhed og fysiske spillestil, man kender fra Nordamerika. Jeg håber at kunne være en stabil tovejsback, som man kan stole på i alle situationer. En spiller, der griber spillet rigtigt an og bidrager til sejre, understreger Matt Cairns.


TODD WINDER skifter til tjekkisk tradtitionsklub