Metal Ligaens ledelse og klubbernes direktører har i løbet af ugen været samlet for at diskutere en række vigtige punkter forud for den kommende sæson.
Et af dem var og er antallet af importspillere i klubberne.
Op til mødet havde der været forskellige forslag oppe, blandt andet, at man ville begynde med otte imports og siden give mulighed for en ekstra udenlandsk spiller. Andre forslag var også at gå rent op med en eller to ekstra imports, men konklusionen blev, at Metal Ligaen i den kommende sæson begynder med muligheden for ni imports pr. klub.
Foreløbig er beslutningen taget for sæsonerne 2022/23 og 2023/24, fortæller Ligaforeningens/Divisionsforeningens formand Klaus B. Rasmussen.
- Grunden til, at vi er blevet enige om ni imports er først og fremmest, at klubberne fornemmer, at massen af danske Metal Liga-spillere lige nu er for lille. Der er et hul i talentudviklingen, og de unge mennesker, der har talent, rejser tidligere ud i dag. Alle klubber vil gerne have et maskineri til at køre med fire kæder, og en enkelt ekstra import giver os den mulighed.
- Samtidig er vi i samarbejde med DIU stærkt opmærksomme på, at talentudviklingen skal styrkes, og at vi forhåbentlig kan gå den anden vej igen efter to sæsoner med ni imports, siger Klaus B. Rasmussen.
- At det blev ni imports fra start og ikke en ”8+1-løsning” er for planlægningens skyld. Har du som klub behov for at begynde sæsonen med ni importspillere, er det langt nemmere at administrere i forhold til skat, indrejse og bolig, hvis du ved, hvad du har at arbejde med fra start, siger Klaus B. Rasmussen.