SønderjyskE må undvære nøglebacken i en rum tid, skriver Der Nordschleswiger

SønderjyskE Ishockey tørner i aften sammen med Herning Blue Fox i premieren, og det bliver uden stjernebacken Mike Little, der i fjor var en af Metal Ligaens absolut fremtrædende spillere. 

Little er rendt ind i en skade, der har holdt ham ude i de seneste testkampe, og nu går skaden - hvad det drejer sig om, nævnes ikke - også ud over Littles sæsonstart.

Det skriver Der Nordschleswiger, der melder Mike Little ude i fire til seks uger efter at have talt med træner Mario Simioni. 

Mike Little lavede 33 point i grundspillet i fjor og blev kåret til den bedste back i Continental Cup-finaleserien i Vojens i januar. Derfor bliver han i første omgang vældig vanskelig at undvære for SønderjyskE. 

Little er en af fem imports i SønderjyskE i denne sæson.

- Vi har købt godt ind, men sådan var det også i de forgangne to sæsoner. Ellers havde vi ikke været i finalen (i 2019) eller vundet Continental Cup (i sidste sæson), siger Mario Simioni til Der Nordschleswiger. 


COVID19: Metal Liga-spillerne og aktører testes ugentligt OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Rødovre Mighty Bulls