Rødovres vel nok største profil på importsiden og danskersiden siger farvel til klubben efter denne sæson.
Sami Moilanen og Marcus Almquist fortsætter karrieren andetsteds, skriver cheftræner Olaf Eller i sin klumme på klubbens hjemmeside.
Lige nu pågår arbejdet med at sammensætte næste sæsons hold, med det samme stærke Rødovre DNA i højsædet.
- Undervejs i dette arbejde er det blevet klart, at Sami Moilanen efter en fremragende sæson hos os, har valgt at fortsætte karrieren hjemme i den finske Elitserie. Ærgerligt, men også dejligt at konstatere, at Rødovre kan være et springbræt tilbage til den stærke finske liga. Tak for indsatsen og oplevelserne, Sami, skriver Olaf Eller.
- Ligeledes er det blevet klart, at ambitioner driver Marcus Almquist videre. Vi havde gerne beholdt Marcus, men det var ikke muligt. Tak for mange store øjeblikke på isen i sæsonen, Marcus; du var i allerhøjeste grad med til at rive publikum med, lyder det fra cheftræneren.
Almquist lavede 41 point, mens Sami Moilanen stod for 37 point i den forgangne sæson, hvor Rødovre i kvartfinalen blev slået ud af Aalborg.