Herning-topscorer Morten Poulsen har spillet en fremragende sæson og har været en af sæsonens toneangivende danskere i hele Metal Ligaen. Derfor var det et lille chok for Herning, at han måtte udgå skadet i fredagens kamp i Herlev.
Det viste sig, at Morten Poulsen har brækket en finger, men heldigvis for Herning Blue Fox er han formentlig ikke ude i mere end en god måneds tid. Poulsen skulle ifølge Herning Folkeblad slippe for en operation efter supplerende undersøgelser mandag.
- Jeg regner ikke med, at det bliver nødvendigt med en operation. Det føles helt klart, som om det går bedre, så jeg er forsigtig optimist, siger Morten Poulsen til avisen.
- Jeg skal tilbage til noget mere undersøgelse, sandsynligvis i begyndelsen af næste uge, for at være sikker på, at leddene sidder ordentligt, fortæller Blue Fox-forwarden til Herning Folkeblad.
Morten Poulsen har været uhørt vigtig for Herning i denne sæson og selv i "krisetiden" i begyndelsen af sæsonen fremstod han som fremragende på Blue Fox-mandskabet.