Her er ni "klub-spidser", der har domineret i den første del af sæsonen

Nøjagtig som vi i går kårede en dansker fra hver klub, der har domineret eller været ekstra iøjnefaldende, så gør vi det også i dag med udlændinge, inden sæsonen skydes i gang på ny.

Herning Blue Fox: Ingen over eller under den nye målmand, Mac Carruth, der i den grad har imponeret hos midtjyderne. Vi kender til "Big Macs" fire kampe på stribe uden mål imod og hans i alt 261 minutter med "nullet". Det ser du til, at Herning har fundet den helt rette mand til posten. 

SønderjyskE: Charlie Combs var formidabel fra begyndelsen af sæsonen og skabte stort liv i de lyseblås offensiv. Nøjagtig en type, som SønderjyskE havde brug for blandt mange andre nye imports. Combs holdt en lille pause, men sluttede imponerende af mod Herlev i den sidste match. 17 point i 18 kampe er absolut godkendt. 

Aalborg Pirates: Nordjyderne har spillet med kun fem imports hidtil i sæsonen og dermed endnu et bevis på, at danskerstammen i Aalborg er meget stærk. Oskar Drugge kom til Aalborg fra Herning og kendte derfor Metal Ligaen som egen bukselomme og Drugge kan nu glæde sig over, at hans offensive stil passer perfekt til Pirates-stilen. Fire mål og 11 assister er slet ikke så tosset endda for svenskeren. 

Odense Bulldogs: Vi har fremhævet Gunars Skvorcovs og backen Merezko og Salija, men nu er det tid til at hylde målmand Stefanos Lekkas, der har været et plankeværk for Odense i rigtig mange kampe. Den lille og meget agile målmand er blevet publikums mand i Spar Nord Arena, og hans tal er flotte. Lekkas står med en redningsprocent på 93.68 og er dermed på linje med Mac Carruth i den kategori. Stærk sæsonåbning af Bulldogs-målmanden.

Esbjerg Energy: Importspillerne har ikke været nogen festforestilling i Esbjerg i denne sæson. Jeff King har dog lynet i glimt, men lidt mere end det har Grayson Downing, der er blevet "Esbjerg-mand" og har et topniveau, der lyser af klasse, når Downing er i spillehumør. Han bliver en katalysator for Esbjerg i de kommende uger. 14 point og +4 i plus/minus-statistikken er godkendt.

Herlev Eagles: Vi kan ikke komme udenom formidable Joseph Jonsson, der bare laver point på samlebånd. Nu står han med 18 point i 19 kampe og har stille og roligt spillet sig ind i den form, der på et tidspunkt må sende ham til en større liga end den danske. Har et enormt drive i spillet og er samtidig en farlig afslutter. 

Rungsted Seier Capital: Vi havde måske forventet lidt mere af nye folk som Moutrey og Pompei, der begge har vist sig i perioder, men de har slet ikke vist sig så skarpe over tid som gode, gamle Mattias Persson. Svenskeren står nu med syv mål og 15 assister og er altså ikke blevet for gammel til Metal Liga-hockey overhovedet. Stærkt.

Frederikshavn White Hawks: Persson står dermed med 10 point flere end Frederikshavns Daniel Trkulja, der har været en offensiv spydspids for vendelboerne i denne sæson. En dejlig velovervejet spiller, der ikke gør dumme ting, når han agere på isen. Klassisk kvalitet hos svenskeren. 

Rødovre Mighty Bulls: Det må være Gustaf Berling! Stork, stærk irriterende - og målfarlig. Berling klapper bare til den, når chancen byder sig og er faktisk en angriber med mange kvaliteter. Tackler tungt, arbejder hårdt og skyder godt og har allerede lavet 15 point for bundholdet i 19 kampe, mere end i fjor i 26 kampe. 

 


Formidabel Rødovre-fight sikrede sejr og Rørth-shutout OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Rungsted Seier Capital