Odense Bulldogs-Esbjerg Energy 0-2 (0-0,0-1,0-1)
Herning Blue Fox-Japan 4-3 (2-1,0-2,1-0) 1-0
Troja/Ljungby-Frederikshavn White Hawks 0-4 (0-0,0-1,0-3)
Rungsted Seier Capital-Tyringe SoSS 4-0 (1-0,1-0,2-0)
Herlev Eagles-Rødovre Mighty Bulls 4-1 (0-0,3-1,1-0)
* Nicolaj Henriksen stod en fremragende kamp for Esbjerg og reddede sine holdkammerater et utal af gange. Også Frederik Søgaard i Odense-buret havde en rigtig fin aften.
* Søgaard måtte lade sig passere to gange. Først var det Rasmus Bjerrum, der var skarp inde foran mål, og i anden omgang scorede Mikkel Rask et af sine sjældne mål. Eller blev den rettet af inde foran?
* Kampen i Odense fik en dramatisk start, da Thomas Mondrup allerede efter 17 sekunder blev sendt i bad. Det var på grund af en alt for hård tackling af Daniel Baastrup-Andersen, der på samme tidspunkt udgik fra kampen.
* I Herning blev Simon Lafrance matchvinder foran 1412 tilskuere. Canadieren udlignede kort før tid og blev også matchvinder med sin scoring i overtiden.
* Yutaka Fukufuji er en levende legende i japansk ishockey. Den tidligere Esbjerg-målmand er blevet 41 år og startede i mål for det japanske landshold, der møder Danmark på fredag i OL-kvalifikationen fredag. Først gælder det dog endnu en testkamp i Kvik Hockey Arena søndag.
* Herning manglede Morten Poulsen og Oskars Cibulskis, der begge er med i bruttotruppen for deres respektive landshold. Mon ikke Poulsen og Cibulskis siger goddag til hinanden i Riga, når Letland og Danmark mødes søndag og mandag.
* Kevin Frydkjær storspillede i buret, da White Hawks her til aften vandt den første test på træningsturen til Sverige. Hjemmeholdet fra Troja-Ljungby ramte ind i en mur, hver gang de forsøgte sig mod den unge høge-keeper. Der var også debut på førsteholdet til Mikkel David, der kommer fra FIKs ungdomsafdeling. Den 17-årige back fik istid i tredje periode, og gjorde en god figur.
* De fire Frederikshavn-mål blev scoret af Jacob Møller Jensen, Mikkel Bertelsen, Jesper Thörnberg og Thomas Søndergaard. De sidste tre mål blev scoret i tredje periode.
* Frederikshavn er på en træningslejr i Sverige, der også tæller en kamp mod Halmstad. Den spilles i morgen klokken 15:00.
* Der var 319 tilskuere i Concordium Arena, hvor Rungsted ikke havde problemer med at slå det svenske Hockeyettan-mandskab fra Tyringe. Rungsteds sejr blev på sikre 4-0.
* Eller skulle vi sige, at Rasmus Thykjær Andersson slog Tyringe. Nummer 22 fra Rungsted var brandvarm i aften, hvor han scorede samtlige fire mål. Tre af dem blev sat ind i powerplay. Ludvig Elvenes var med på assister på hele tre af Andersson-scoringerne, mens der var to PP-assister til Steve Whitney. Har Rungsted-træner Olsson fundet en giftig overtalsformation?
* Rungsted Seier Capital spiller forsæsonens sidste træningskamp på onsdag, når det gælder den sjællandske klassiker mod Rødovre. Den kamp spilles i Concordium Arena.
* Netop Rødovre Mighty Bulls var i aften i aktion i Herlev, hvor Martinsen Arena blev præsenteret som det nye arenanavn på Tvedvangen. Der var også gang i Rockstar Fanzonen, som skal live op til Herlevs hjemmekampe.
* "Ørnen forpligter, kæmp for byen!" stod der på et stort banner, som Herlevs tilskuere rullede ud til kampen. Mikey Bergmann blev noteret for Rødovres scoring.
* Herlevs Maxime Trepanier scorede de to første mål for hjemmeholdet og ligner en stor forstærkning hos ørnene. Det samme gør Tim Daly, den tidligere Rungsted-spiller, der lidt heldigt scorede til 3-1, mens trækskudsmålet til 4-1 var stensikkert.