Det er sjældent, at tidligere Metal Liga-spillere går direkte over i en dommerkarriere i en ung alder. Men da Ludvig Adamsen efter denne sæson stod uden kontrakt, tog han beslutningen: Fremtiden på isen skal være med sort-hvide striber. Og det er ikke nogen tilfældighed, siger han til Metalligaen.dk
- Det er en aktiv beslutning, som for mig er rigtig positiv og som jeg er utrolig glad for, at jeg har truffet. Det er noget jeg har tænkt over on and off i løbet af min karriere, at en dag kunne det være rigtig spændende og udfordrende selv at træde over på den anden side og blive dommer, siger Ludvig Adamsen.
- Jeg har haft mange gode samtaler med mange dommerne på isen i min karriere, så jeg kender til, hvad der venter mig, tilføjer han.
Hvordan har processen "fra spiller til dommer" været for dig?
- Selv om jeg har tænkt på det længe, så har beslutningen været følelsesmæssig overvældende og med de mange varme hjertelige hilsner og kommentarer fra klubber, trænere, spillere, materialefolk og fans fra hvor jeg har spillet i Canada, Sverige og Danmark, har jeg også fået en kæmpe klump i min hals, siger Ludvig Adamsen.
- Når det er sagt, så synes jeg faktisk processen er gået fint, og det skyldes måske nok også, at en anden stor drøm, jeg har haft længe, nemlig at blive ansat i Deloitte, er blevet opfyldt. Jeg skal starte som Trainee in Audit & Assurance i Deloitte og snart på Copenhagen Business School, lyder det.
Et par højdepunkter fra den aktive karriere - sådan lige kort?
Jeg husker tydeligt, da jeg efter tre ugers training camp i BCHL klarede cuttet og blev committed til Surrey Eagles. Det var stort. Og da jeg blev udtaget til U20-VM i Finland samme år og vi kæmpede os frem til kvartfinalerne mod Rusland. Helt ubeskriveligt stort. Så vil jeg også fremhæve min tid i Herning Blue Fox, hvor jeg nåede at spille sammen med min lillebror, Albert Adamsen. Det var vildt fedt og noget som jeg er utrolig glad for, at jeg fik mulighed for.
Du kommer ind i dommergerningen lige fra en aktiv karriere. Hvilke fordele og ulemper giver det?
- Jeg skal først og fremmest bruge fløjten og ikke næverne... Ok, spøg til side. Fordelen er, at jeg har været i rigtig mange situationer på isen selv og kan bruge den viden, når jeg dømmer. Ulempen- eller det jeg skal vænne mig til - er, at jeg ikke er spiller og skal reagere på spillet som spiller.
- Nu skal jeg have dommerbriller på og observere og træffe nogle helt andre beslutninger end tidligere. Men det kan mine nye dommerkollegaen heldigvis hjælpe mig med
Hvor langt håber du at gå som dommer?
- Jeg satser hårdt. Jeg håber at komme til at dømme rigtig mange store og betydningsfulde kampe i både Metal Ligaen og internationale kampe til for eksempel VM. Men nu skal jeg først i gang med at lære håndværket og lære fra alle de erfarne dommere i dansk ishockey. Jeg har allerede været på dommerkursus og jeg starter nu som linjedommer og skal til at dømme juniorkampe og i Talentligaen og 1 division. Forhåbentlig går det så godt, at jeg kan gå fra at være linjedommer til at være hoveddommer og også komme til at dømme i Metal Ligaen.