Han ved meget lidt om ishockey. Til gengæld ved han rigtig meget om at drive virksomheder og udtænke underholdende koncepter. Og netop derfor har Aalborg Pirates A/S valgt at gå utraditionelle veje og ansætte Martin Grønning som ny direktør. Martin Grønning, der er 38 år, tiltræder 1. december 2024, hvor han afløser klubbens midlertidige direktør Claus Holstein.
Aalborg Pirates skriver følgende om direktørskiftet:
Claus Holstein har været afgørende i at identificere, hvad der skal til for at skabe en bæredygtig forretning, og vi ser frem til fortsat at trække på hans viden og ekspertise indenfor de enkelte forretningsområder samt ikke mindst vores CSR/ESG-projekter.
Tiden er nu moden til at vi får en direktør, der kan genstarte Aalborg Pirates kommercielt. Claus Holstein har ryddet op og fået lagt et fundament, og nu skal Martin bygge ovenpå, så vi får styrket økonomien.
Martin kommer med en helt anden baggrund end sportsverdenen, og ser med nye øjne på mulighederne i Aalborg Pirates herunder vores stærke brand og evnen til at samle og underholde folk. Det tror vi, der kan komme noget rigtigt godt ud af, siger bestyrelsesformand Morten Fals.
Martin Grønning har i en årrække været selvstændig i det aalborgensiske natteliv. Han har drevet natklubber, vinbarer m.v., ligesom han for år tilbage stod bag lanceringen af en række franchisebutikker med youghurtis. De seneste år har han arbejdet som salgskonsulent for en landsdækkende importør af øl og drikkevarer.
- Jeg finder det rigtig spændende, at jeg hos Aalborg Pirates får mulighed for at kombinere min erfaring fra oplevelsesbranchen med min kommercielle erfaring. Jeg er vant til at tænke i arrangementer og gode kundeoplevelser, og jeg vil gøre mit til, at vi får tilgodeset og aktiveret både sponsorer, frivillige, fans og tilskuere med nye tilbud og oplevelser, siger Martin Grønning.
Sideløbende med ansættelsen af Martin Grønning fortsætter bestyrelsen bestræbelserne på at gøre Aalborg Pirates klar til en udvidelse af ejerkredsen, som skal sikre det økonomisk frirum til fremtidige investeringer. Bl.a. give den nye direktør og den sportslige sektor muligheden for at igangsætte drømmen om at gøre Aalborg til et epicenter for talentudvikling i dansk ishockey.