Den gode, gamle skideballe virker ikke mere, siger Jason Jaspers

Esbjergs træner Jason Jaspers er landet i det vestjyske, og han glæder sig til at indtage rollen som cheftræner for første gang i karrieren.

Han fortæller i et større interview i JydskeVestkysten om sine tanker før træningspremieren i Esbjerg i den kommende uge. De indebærer blandt meget andet, at Jaspers forventer, at man arbejder ”røven ud af bukserne” til hver eneste træning.

Samtidig er han godt klar over, at han ikke kan behandle unge mennesker i dag som man gjorde, da Jaspers selv var ung.

- Spillere i dag er ikke, som da jeg var ung. Da fik man en skideballe, og så var det bare ud og gøre det bedre. I dag skal man være mere pædagogisk og også fokusere på, hvad de gør godt, være mere konstruktiv.

- Men det er klart, at hvis man har sagt det samme til en spiller alt for mange gange, og der ikke sker noget, skal det have konsekvenser. Så vil spilletiden blive mindre og mindre og til sidst helt forsvinde, siger Jason Jaspers til JydskeVestkysten.

Den 39-årige træner kommer fra en lang årrække som ledende spiller i DEL. I sidste sæson spillede han for Eisbären Berlin og Grizzlys Wolfsburg og har næsten 700 kampe i den bedste tyske række på sin konto.


Dansk/svensk back har skrevet kontrakt med Aalborg Pirates for den kommende sæson ENDNU EN PROFIL PÅ VEJ HJEM: White Hawks arbejder for at hente Jesper Jensen