Emil Kruse kan mærke, at man vil vinde i det midtjyske

Der er sult efter noget metal - helst af guld - i Herning, hvor det er ganske smertefuldt, at det seneste danske mesterskab nu kan henføres til sæsonen 2011/12. Vi nærmer os et årti uden DM-guld til Blue Fox, mens 2014/15-sæsonen var lig med den seneste triumf i pokalregi.

Sulten kan mærkes i Herning, siger den nye målmand Emil Kruse, der tirsdag aften fik sin hjemmebanedebut i Herning i testkampen mod SønderjyskE. Det blev til en 3-2-sejr og svenskeren, der er skiftet fra Västerås, glæder sig til at spille om trofæer.

- Jeg er kommet til Herning for at få en ny udfordring. Det har stor betydning for mig, at jeg er endt i en topklub, hvor der er krav om at vinde og ambitioner om at vinde hver kamp. Jeg er her for at vinde, siger den nye Blue Fox-målmand i et interview med Herning Folkeblad.

Her understreger han ligeledes, at forholdene i Herning svarer til dem, Kruse kender fra Sverige.

- Forholdene og faciliteterne her i Danmark er lige så gode, som dem jeg er vant til i Sverige. Herning er en utroligt velstruktureret og meget professionel klub, siger keeperen, der træder ind i ligaregi 5. september.

Her spiller Herning hjemme mod Aalborg Pirates i sæsonpremieren mod Aalborg. Forinden venter hele tre træningskampe mod Frederikshavn, den første i morgen i det nordjyske. 


LANDSKAMPE: VIND STJERNERNES GREJ, hvis du er i arenaen til OL-kvalholdets testkampe Ung lettisk målmand skal supplere Lillie i Esbjerg