Teppo Kivelä er tilbage i Danmark.
Det er 25 år siden, han afsluttede sin aktive karriere i Herning, men nu gælder det altså jobbet som træner i Sønderjyske. Kivelä har klare linjer med til Vojens og omegn, siger han i et interview med JydskeVestkysten.
– Grundlaget for os er indsats, højt tempo, intensitet, hårdt arbejde og disciplin. Det er det, vi vil bringe tilbage til byen. Klubben har sine rødder her, og det er vigtigt for os, siger han til avisen.
Dermed virker det altså til, at Kivelä i den grad vil tilbage til den spillestil, der ofte har været varemærket for Vojens og Sønderjyske, og den korte forberedelsestid - godt 25 dage fra sæsonstart til turneringsstart - er heller ikke en undskyldning, Kivelä vil bruge.
- Vi gemmer os ikke og fejer ikke noget ind under gulvtæppet ved at sige, at vi har haft en kort forberedelse. Vi skal være så klar, som vi kan være. Vi er her for at vinde, og det er bundlinjen, siger han.
Teppo Kivelä var på papiret en af de stærkeste imports i dansk ishockey, da han ankom til dansk ishockey ved årtusindeskiftet. Efter han afsluttede karrieren, har han været træner - primært i Schweiz, Østrig og Italien.
Senest trænede han Chaux-de-Fonds i den næstbedste schweiziske række.