Rødovre hev sejren i land med mindst mulig margin, da Gustav Berling atter blev helten på Vestegnen

Fuldt hus i Rødovre Centrum Arena skabte den perfekte kulisse for et herligt lokalopgør mellem to hold som begge gik til makronerne. Der var masser af nærkampe langs banderne fra kampens start, og der blev kæmpet for hver eneste centimeter på isen. Mange nærkampe også efter fløjten havde lydt, betød at der var masser af intensitet på isen.

Begge mandskaber havde deres store chancer, men både Horak i Herlevmålet og Rørth i Rødovres ende var skarpe. Herlev havde det svært i første periode med at få spillet pucken ud af egen zone, og var farligst på de hurtige spilvendinger.

Rødovre havde læst på lektien, og stod godt i midtzonen. En ganske jævnbyrdig periode, hvor Rødovre måske nok så bedst ud, og vel også havde de største og bedste chancer, men den stod 0-0 ved første pause.

I anden periode kom Herlev bedre ud til opgøret. De var skøjtet varme og fik langsomt overtaget i kampen. Herlev var først på de løse pucke, bedst i nærkampene og hurtigt fremad banen. Men ind ville pucken ikke. Og bedst som det begyndte at lugte af, at Herlev skulle score kampens første mål, vågnede de mange tilskuere i hallen op, og fik heppet Rødovres tyre frem på isen.

Det gav et fornødent boost til hjemmeholdet, som sluttede perioden bedst af med 4-5 store chancer. En af de store chancer tilfaldt Jonathan Brinkman med tre minutter tilbage af perioden, men Horak hev årets redning frem, da han på mirakuløs vis fik gribehandsken på Brinkmans afslutning fra en halv meters afstand. Horak og Rørth sørgede for at holde kampen helt lige inden sidste periode.

Og der var kun spillet omkring et minut af tredje periode, da Gustav Berling opsnappede en løs puck og stormede mod Horak. Og selvom Lasse Mortensen og Victor Cubars gjorde deres bedste for at forhindre svenskeren i at nå frem til en afslutning, fik Berling listet en baghånd forbi kampens spiller i målet, og Horak måtte se sig passeret. 

Nu var det op til Herlev at skabe kampen i jagten på det udlignende mål, men kræfterne ebbede ud for de tapre gæster, og det var tydeligt at der ikke var mere krudt i benene efter tre kampe på fire dage. Rødovre kunne spille sig stille og roligt frem til tre vigtige points til tabellen, og endnu flere vigtige points blandt de over 3300 tilskuere, som gav opgøret en fremragende ramme. Det er længe siden, kulissen har været så flot i Rødovre. 


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Frederikshavn-Aalborg 3-2 efter straffe igen: Herning gentog sejren over Odense