Resultat fra i går kom i kopimaskinen, da Blue Fox besejrede Bulldogs foran over 3000 tilskuere på Fyn

Det blev lige så tæt som i går. Udfaldet blev det samme.

Herning Blue Fox vandt 3-2 over Odense efter straffeslag, denne gang i Spar Nord Arena i det fynske. I aften blev Mathias From matchvinder for midtjyderne, der vandt for 19. gang i træk over et hårdt fightende Odense-hold. 

Første periode var lige så tæt som forventet, og kampen balancerede meget frem og tilbage i midtzonen. Det betød at chancerne lod vente på sig, og først efter godt ti minutter spil begyndte Odense at vise tænder.

Både Rasmus Simonsen og Brien Diffley havde fine chancer, men Macmillan Carruth kom flot ud af sit mål og fik afvist forsøgene.

Den største chance i perioden tilfaldt dog Kristian Jensen, som efter en mindre misforståelse mellem Phil Marinaccio og Carruth fik alletiders mulighed med stort set frit mål, men den tidligere Herning-spillers baghåndsafslutning ramte Marinaccios stav på i sidste sekund, og sendte pucken snært over mål.

Kort efter var Westin Michaud tæt på at score for anden aften i træk, men hans styring fik Carruth lige præcis blokeret.

Imod afslutningen af perioden begyndte Herning at komme frem til mere og den største chance i perioden til gæsterne tilfaldt Morten Poulsen, der var tæt på at udnytte en fejlpasning fra Diffley. Det gav en mindre friløber, men Stefanos Lekkas lavede en stor redning med venstre benskinne.

Hul på bylden
Anden periode startede som den første, hvor begge hold kæmpede utrolig hårdt for hver eneste centimeter af isen. Kampen havde brug for at mål for at åbne op for alvor, og kort efter en højlydt verision af Teddy Edelmanns sang ”Himmelhunden” fra det fynske publikum, slog Mr. Odense Bulldogs, Martin Larsen, til.

En smart droppasning af Sebastian Ehlers gav Larsen masser af plads, og fra slottet hamrede han pucken op i det nærmeste målhjørne til stor jubel i Spar Nord Arena.

Taget i hallen var tæt på at lette for anden gang, da Arthurs Salija kort efter sendte et skud på trekantssammenføjningen, men Herning slap med skrækken. Minuttet senere viste gæsterne den effektivitet som har været kendetegnende for deres sæson. I et powerplay fik de flot kørt pucken rundt og med en maskeret pasning fra Marinaccio kunne Mads Christensen let styre pucken mellem benene på Stefanos Lekkas.

Udligningen slog langt fra hjemmeholdet ud af kurs, og Otto Nieminen burde have givet fynboerne en ny føring godt halvvejs inden i opgøret. En puck lå pludselig løs under Carruth, men den finske angriber missede pucken, og strøg ind i Hernings mål. I undertal var Mathias Mølgaard også millimeter fra at score, da han fik en friløber, hvor stolpen kom i vejen.

Herning var dog evigt farlige på kontrachancerne, og Stefanos Lekkas måtte lave en del gode redninger i periodens sidste fem minutter. Først på Mathias From, og med sekunder tilbage af anden periode, da Lukas Lundvald i to omgange var tæt på at udnytte en fejl i Odenses opspil.

Som lyn og torden
Odense Bulldogs kom ud som lyn og torden til tredje periode, og satte Herning under et tungt pres i det første minut. Et pres som Jesper Thornberg udnyttede, da Martin Larsen fangede Herning i en udskiftning, hvilket gav den svenske angriber en friløber som han flot sendte ind via den højre stolpe.

Odense fortsatte deres hårde udlæg til perioden, og Rasmus Simonsen var yderst tæt på at fordoble føringen efter flot forarbejde fra Gorm Topholt, men Herning fik afvist i sidste sekund. Selvom Odense forsøget at holde fast i dominansen, kom Herning stille og roligt ind i perioden, og Morten Poulsen var tæt på at udligne, da han sendte en afslutning på stolpen.

Et varsel om den udligning som Phil Marinaccio stod for med syv minutter igen. Efter en fejl fik han en friløber, hvor Brien Diffley måtte tage ulovlige midler i brug for at stoppe ham. Det betød et straffeslag som han selv tog sig af, og ganske som i gårsdagens opgør var han sikkerheden selv i den direkte duel med Stefanos Lekkas.

Odense forsøgte mod slutfasen at finde en afgørelse og især i overtal var de i flere omgange tæt på, men stolpen og en storspillende Macmillian Carruth forhindrede et fynsk sejrsmål. Dermed skulle de to hold for anden dag i træk ud i straffeslag for at finde en vinder, og igen var Herning stærkest i den disciplin. Denne gang blev Mathias From helten for midtjyderne, som kunne tage fra Fyn med endnu en sejr. Den nittende i træk over Odense Bulldogs.


Nytårsdrama i Rødovre Cam Brown sænkede SønderjyskE efter medrivende affære