Odense Bulldogs jubler igen.
Efter bronzemedaljerne i sidste sæson i Metal Ligaen har Odense Bulldogs nu kvalificeret sig til Metal Final4 i indeværende sæson 2022/23.
Fynboerne profiterede af, at Rungsted i aften tabte til Esbjerg og dermed ikke længere kan nå Odense på fjerdepladsen inden for de første 16 kampe i sæsonen.
Dermed er Odense med i Metal Final4 for første gang siden 2017/18-sæsonen, hvor pokalturneringen for første gang blev spillet efter den nuværende model.
Dengang fik fynboerne en ordentlig lussing af Rungsted Seier Capital i den første semifinale i Jyske Bank Boxen i Herning. Rungsted vandt 7-0 og mon ikke Odense har mere at byde på, når det går løs i februar, hvor Herning, Aalborg og SønderjyskE bliver de tre øvrige mandskaber.