Aalborg Pirates-Odense Bulldogs 3-4 (1-1,0-2,2-1) Odense Bulldogs har taget førstepladsen i Metal Ligaen for en stund. Fynboerne vandt aftenens topopgør hos piraterne i Aalborg med 4-3 og står dermed stadig som ubesejret i ordinær tid i denne sæson.
Der var budt op til et vaskeægte topbrag, da ligaens tophold Aalborg Pirates tog imod nummer to, Odense Bulldogs. Kampen var taktisk med gæsterne som afventende og fysiske, og Aalborg Pirates som prøvede at sætte fart på tingene.
Første periode var meget lige, og derfor var det også på sin plads at begge hold scorede en enkelt gang. Først var det Tobias Ladehoff, som i undertal udplacerede Frederik Søgaard i målet på en friløber. En scoring som blev efterfulgt af en scoring fra Joakim Thelin, efter en stor fejl bag mål fra nordjyderne. Det gav en fri chance foran mål, som svenskeren stensikkert sendte op i nettaget.
De første ti minutter af anden periode forgik uden nævneværdige momenter og chancer. Det var tydeligt begge hold forsøgte at sætte sig på kampen, og først med otte minutter igen var hjemmeholdet tæt på at komme foran, da Kirill Kabanov ramte stolpen og Nicolai Weichel sendte en retur på mål, men Frederik Søgaard var lynhurtigt over pucken.
En stor redning fra Søgaard, som var periodens helt store spiller, og minuttet efter redningen kom de fynske gæster foran, da Kristian Jensen pludselig fik alt for meget plads foran mål. De nordjyske backer stod alt for langt fra hinanden og fra slottet fik Jensen flot pucken vippet ind bag Sørensen.
Målet åbnede spillet op, og kort efter fik hjemmeholdet et powerplay, hvor ligaens topscorer Darien Craighead var tæt på at udligne i to omgange. Igen måtte nordjyderne konstatere, at Søgaard bare ikke var til at slå i de midterste 20 minutter.
For anden gang blev redningerne fra Søgaard vigtige, da de fynske gæster minuttet senere fik deres eget powerplay, hvor de blot skulle bruge ti sekunder på at gøre det til 1-3. Målscoren var Filip Buncis, som flot fik styrede pucken forbi George Sørensen til en pauseføring på 1-3 til fynboerne.
Odense Bulldogs fik den perfekte start på tredje periode, da Kristian Jensen for anden gang i kampen scorede. Denne gang efter blot 27 sekunder af tredje periode, hvilket var en stor streg i regningen for det forventede pres fra hjemmeholdet.
1-4 målet virkede som afgørelsen, men seks minutter inde i perioden fik Nikolaj Carstensen bragt lidt spænding tilbage i opgøret. Foran mål fik han fat i en løs puck, som han fik skrabet ind bag en chanceløs Frederik Søgaard.
Håbet fik betydeligt mere liv kort efter, da Patrick Bjorkstrand reducerede til 3-4 med otte minutter igen. Paul Thompsons tropper virkede rådvilde og på hælene, men efter en timeout virkede det til, at fynboerne fik ro på tingene.
Det var dog tæt på at Aalborg med seks markspillere på isen fik udlignet i det sidste minut, men Frederik Søgaard og den fynske defensiv holdt stand. Dermed overtager fynboerne førstepladsen fra Aalborg Pirates, efter syv kampe.