Esbjerg Energy - Odense Bulldogs 0-2 (0-0, 0-0, 0-2)
For fire dage siden vandt Esbjerg med to mål i Odense. Tirsdag aften var det så paradoksalt nok Odense der vandt med to i Esbjerg. Begge kampe sluttede således 0-2. Men tirsdag aften i Esbjerg var der chancer til langt flere mål.
Esbjerg og Odense finpudsede formen forud for den nærtstående Metal Liga-sæson, da Odense tirsdag aften gæstede Granly Hockey Arena. De to mandskaber krydsede også klinger i fredags, hvor Esbjerg efter 0-2 kunne rejse hjem fra Fyn med en tomålssejr.
Til aftenens testkamp stillede Odense uden Fredrik Bergvik, Daniel Baastrup Andersen og Mathias Mølgaard, mens Esbjerg måtte undvære Jeff King, Philip Larsen og Aleksi Halme.
Målmandsduellen stod mellem Frederik Søgaard og Jacob Smith.
Livlig åbning uden scoringer
Trods en ganske livnig indledning på opgøret, så lod kampens første oplagte scoringsmulighed vente på sig. Der var således spillet seks minutter før Rasmus Bjerrum, med en afslutning fra klods hold, for alvor fik testet Søgaard i gæsternes mål.
Tre minutter senere blev Lucas Andersen sat glimrende op til afslutning af sine kædekammerater, men den nye Esbjerg-forward overplacerede sin afslutning.
Minuttet efter indkasserede værternes Oliver Gatz kampens første udvisning for en interference i midtzonen. Odense fik efterfølgende sat overtalsspillet fint op og fynboerne kom da også frem til et ganske kvalificeret forsøg, da Filips Buncis blev sat op til frit skud fra udkanten af slottet. Men Smidt var på sin plads i Esbjerg-målet, hvor han leverede en habil redning.
Inden vestjyderne nåede at blive fuldtallige tilkom de kampens hidtil største mulighed. Trods en mand i undertal, så formåede hjemmeholdet således at slå kontra, efter at have erobret pucken fra Odense i midtzonen. Andreas Grundtvig blev sendt af sted på et break away-forsøg, hvor han forsøgte sig med et snævert træk tæt under mål. Men det blev i sidste ende en tand for fint og chancen løb derfor ud i sandet for hjemmeholdet.
Tilbage i spil fem mod fem fik Esbjerg spillet sig frem til endnu en ganske stor mulighed, da man efter 16 minutter vendte spillet og igen slog kontra. Grayson Downing fandt her Rasmus Bjerrum med en tværpasning, men efter Bjerrums afslutning tog pucken et lidt spøjst opspring, hvorefter den nærmest dansede inde på stregen bag Søggard. Men Odense slap med skrækken og opgøret var dermed fortsat målløst forud for anden periode.
Mulighederne var der, men målene udeblev
Gæsternes Sebastian Rasmussen indkasserede kampens anden udvisning, da han tre minutter inde i anden periode måtte til afkøling for en interference. Men Esbjerg fandt aldrig melodien i det efterfølgende power play, hvorfor muligheden gled vestjyderne fuldstændigt af hænde.
Hjemmeholdet fik chancen igen otte minutter inde i perioden, da en tripping sendte Michael Prapavessis til afkøling i to minutter. Denne gang viste Esbjerg faktisk væsentligt bedre takter i overtalsspillet. Netop derfor var det også ekstra ærgerligt, at overtallet denne gang blev ganske kortvarigt, da en udvisning til Gordie Ballhorn udlignede situationen 48 sekunder senere.
Som man nærmede sig kampens halvvejsmærke satte gæsterne sig for en stund på kampens momentum. Brandon Estes gik med frem og kom til to glimrende afslutninger, men Jacob Smith var på sin plads i vestjydernes mål.
Odense fortsatte dog ufortrødent de fine takter og man fik i perioder sat Esbjerg under et solidt pres. Mulighederne blev da også flere og flere som perioden skred frem, men ingen af de to keepere havde tilsyneladende i sinde at lade sig overliste.
Efter 12 minutter hev Jacob Smith således en stor redning op af hatten på et forsøg fra Jeppe Urup Mogensen og et par minutter senere var det så Frederik Søgaard, der i modsatte ende, forhindrede Phillip Schultz i at score på en friløber.
Trods en udvisning til fynboernes Markus Jensen et kvarter inde i anden periode, så sad man umiddelbart med en fornemmelse af, at det var Odense der sluttede perioden bedst af rent spillemæssigt. Men målene lod altså stadig vente på sig.
Odense fik hul på bylden
Kampens sidste udvisning stod der Odense på og det var en af de ærgerlige af slagsen, da fynboerne fem minutter inde i tredje periode kom i undertal for at kikse en udskiftning og sende for mange spillere på isen.
Esbjerg viste fint overtalsspil ved denne lejlighed og det blev også til flere vestjyske afslutninger. Ikke mindst Niklas Andersen kom her frem til et fint forsøg.
Et par minutter senere var unge Jeppe Bertram ved at finde Phillip Schultz med en fornem pasning mod fjerneste stolpe, men pucken ville ikke ind for Esbjerg denne aften.
Det blev da også i modsatte ende at kampens første scoring faldt, da Markus Jensen flot satte Jeppe Urup Mogensen op til afslutning lige midt i slottet. Her svigtede Odense-backen ikke og fynboerne havde bragt sig på 0-1.
Seks minutter senere faldt kampens afgørelse, da Blake Bennett sendte pucken ind foran Esbjergs mål, hvor Kristian Jensen blot skulle sætte bladet på, for at øge til 0-2.
Esbjerg satsede i slutfasen, hvor Jacob Smith blev erstattet af en ekstra markspiller. Men helt tæt på en reducering kom vestjyderne aldrig. Værterne fik dermed ikke det bedste resultatmæssige afsæt, inden man i nærmeste fremtid drager mod Norge, hvor der venter yderligere to testkampe, forud for den kommende sæson.