Herlev Eagles-Odense Bulldogs 2-3 (1-2,1-0,0-1)
Det lå lige til højreskøjten for Herlev Eagles, da Markus Jensen i det 57. minut modtog en udvisning for tripping.
Det var premiereaften i Spar Nord Arena og stillingen var 2-2 mellem Eagles og Bulldogs, der de seneste sæsoner har givet hinanden mange intense kampe.
I stedet for et powerplay-mål skete der, som ikke måtte ske for hjemmeholdet.
Tre mand fumlede med pucken, og det udnyttede Radim Piroutek til at snuppe pucken. Nummer 90, der sammen med Joakim Thelin og Brandon Estes var Odenses bedste spillere på dagen, tog iskoldt hånd om sin mulighed og lagde en baghåndsafslutning op bag Herlevs debuterende målmand Emil Zetterquist.
3-2 til gæsterne og så skulle Radim Piroutek egentlig juble op mod et ganske stort kontingent Odense-tilskuere.
Det kunne han ikke.
For Odense-afsnittet blev rømmet i midten af tredje periode. Gentagne gange blev en række urolige Bulldogs-tilskuere ved med at fyre romerlys af i hallen, og det hører sig naturligvis ikke til i en ishockeyhal. Efter flere advarsler måtte sikkerhedsfolk og politi naturligvis tage konsekvensen og rømme Odense-afsnittet.
Dumt og beskæmmende af de urolige Odense-elementer og synd for de fynske fans, der havde taget turen for at se en god ishockeykamp. De måtte også forlade hallen.
Tilbage til start. Et skadessvækket Herlev-hold uden svenske Johansson og Skedung og danskerne Samsøe og Simonsen havde problemer i begyndelsen. Et hurtigt 0-1 mål af Kristian Jensen blev fulgt af et Markus Jensen-mål i powerplay efter godt 10 minutter.
Odense havde tjek over begivenhederne - troede man.
Men anført af en fremragende Matthias Asperup kom Herlev igen og fik reduceret til 1-2 inden første periode var ovre. Vi fik en smagsprøve på et fremragende sammenspil af Heinerö, Asperup og Lucas Carlsson med førstnævnte som afslutter.
Og i slutningen af en rodet anden periode slog Herlevs førstekæde igen kontra, denne gang med Asperup som afslutter.
2-2 efter 40 minutter, og Herlev måtte også se Lucas Carlsson udgå i løbet af kampen. Derfor var det naturligt, at Odense pressede på i tredje periode, dog uden at få mål på kontoen.
Herlev kæmpede med remmer og tøj og fik altså så den mulighed i powerplay, der kunne være udnyttet, men som i stedet blev til et shorthanded mål af gæsterne.
716 tilskuere var på plads på en lun aften i Herlev og kunne konstatere, at der er krummer i Herlev-holdet, der dog snart skal have flere spillere klar, hvis det skal blive til point her i sæsonens indledning.
Odense spillede 15-20 gode minutter, og det kan - trods sejren - ikke have været helt tilfredsstillende for Paul Thompson og co.