Samtlige mål blev scoret i anden periode i Rødovre Centrum Arena

Rødovre Mighty Bulls-Odense Bulldogs 1-3 (0-0,1-3,0-0) Rødovre pressede på til sidst mod Odense i aften, men igen var det fynboerne, der snuppede tre point. Det var fjerde gang i sæsonen, Odense Bulldogs slog Rødovre og sjette gang på stribe over to sæsoner, at fynboerne slog holdet fra Vestegnen. I aften med 3-1

Set over 60 minutter var det fair nok, Odense tog tre point med hjem over broen, men det var også fordi fynboerne var skarpest i den fase, hvor kampen blev afgjort.

Efter en målløs første periode tog kampen en drejning på otte minutter i anden periode, hvor Odense scorede de tre nødvendige mål, der skulle til for at vinde.

Mads Eller måtte ud for holding, da anden periode og kampen nærmede sig midtvejsmærket. Et fint gennemspillet powerplay endte med, at Otto Nieminen fik chancen foran mål. Finnen forsøgte sig og ramte skinnerne på Rørth, pucken røg tilbage til Nieminen, der ramte nettet i andet forsøg.

Tre minutter senere sad Odense fast i Rødovres zone, og Brien Diffley fik pucken på blå linje. Amerikaneren skød fladt, og William Rørth fik ikke fat. Gæsterne foran 2-0, men Rødovre slog hurtigt igen.

Der var ikke gået to minutter, så havde Rødovre reduceret. Oliver True sad ude og det straffede hjemmeholdet prompte. Gustaf Berling hamrede pucken ind til 1-2 og beviste igen, hvor farlig han er, hvis chancen er der.

Rødovre-comeback? Nej, Odense havde også marginalerne med sig i aften. Et skud fra Mikkel Hansen ramte Rasmus Simonsen og noget heldigt fik pucken retning, så den røg ind bag Rørth. 3-1 til Odense, og målet i tiden 46:32 skulle vise sig at blive kampens sidste.

I tredje periode havde begge hold muligheder i powerplay, ikke mindst Rødovre, der forpassede chancerne på samlebånd – også i fem mod tre. Sådan vinder man ikke mod et Odense-hold, der efterhånden har udviklet sig til lidt af en forbandelse for Rødovre.

Mighty Bulls forbliver på sidstepladsen, mens Odense begynder at snuse lidt til kampen i den absolutte top af grundspillet med 3-1-sejren.


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates Frustreret Mathias Bau er endnu ikke kommet på is