Fynboerne kom i gang i anden periode og tog de ventede tre point mod bundholdet

Odense Bulldogs-Rødovre Mighty Bulls 5-1 (0-0,3-1,2-0) 

Det blev den ventede hjemmesejr til Odense over gæsterne fra Rødovre i dag, men fynboerne skulle helt frem til anden periode, før der kom hul på bylden bag Albert Adamsen. 

Det var Brandon Estes, der var dåseåbner i powerplay, hvor han rundede Rødovre-boksen og lagde en perfekt pasning over til Joakim Thelin, der hamrede pucken ind til 1-0. Marcus Oden gjorde det til 2-0 inde foran mål, men sædvanen tro gav Rødovre ikke op. 

Godt 36 minutter inde i kampen stod Christopher Rübenach klar inde foran mål og fik serveret en fin pasning fra Linus Rørth.

Rübenach tøvede ikke og fik reduceret. Skulle Rødovre bide hundene i haserne i aften? 

Det skete ikke. Inden anden periode var ovre, scorede Kim Nieminen sit første mål for Odense. 

Han stod klar inde foran mål, og fik pucken afleveret på perfekt vis fra Radim Piroutek. 3-1 til hjemmeholdet, der lukkede kampen i tredje periode med yderligere to scoringer. 

De var pæne: Brandon Estes satte et forrygende mål ind til 4-1, og derefter tog Joakim Thelin sagen i egen hånd og passerede et par Rødovre-folk på fineste vis.

Derefter passede han pucken over til Radim Piroutek, der smadrede den ind til slutresultatet 5-1.

Odense Bulldogs er nu blot en enkelt sejr fra at sikre sig andenpladsen i grundspillet og ser i den grad ud til at være i topform frem mod det kommende playoff. 

 

 


Jesper Thörnberg sikrede Frederikshavn bonuspointet i Aalborg 5-0: Herlev knuste Rungsted på hjemmebane