Sikker sejr til nordmændene mod Storbritannien i eftermiddagens første kamp

Norge havde ingen problemer med at køre Storbritannien over i dagens første kamp i OL-kvalifikationen. 

Det blev 6-2 til de norske favoritter, der satte speederen i bund fra start. 

Første periode blev en meget fysisk periode, hvor der var masser af tacklinger og hårdt spil mellem begge hold, og hvor Norge sad på det meste. Selvom det var briterne, som fik den første store chance, var det nordmændene, der var skarpest og farligt.

Norge havde i løbet af perioden forsøgt at lave nogle indspil inde foran Ben Bowns og efter syv minutter gav det en scoring til 1-0. En maskeret pasning fra Max Krogdahl endte på bladet af den norske kaptajn Patrick Thoresen, der flot sendte pucken ind langs bagstolpen.

Ti minutter inde i kampen blev det også 2-0, da Norge i et powerplay havde heldet på sin side. En aflevering fra Mats Zuccarello ned mod Thoresen endte i en ny scoring til kaptajnen efter en noget tilfældig førstegangsberøring. Pucken tog et mystisk opspring fra Thoresens stav og på en eller anden måde snød den Ben Bowns på den nærmeste stolpe.

Anden periode blev et sandt norsk stormvejr for Storbritannien, der var næstbedst i alle facetter af spillet. Et stormvejr, som begyndte allerede efter 35 sekunder hvor Patrick Thoresen styrede pucken ind bag Ben Bowns til sit hattrick.

Briterne prøvede at finde en fysisk vej tilbage i opgøret, men uden held, og midtvejs i perioden punkterede nordmændene kampen med en scoring til 4-0. Efter at Ken Andre Oilmb flot fik førte pucken ind i zonen fik han lagt den til rette for Johannes Johannesen, der første gang sendte pucken på mål. Ben Bowns fik handsken på afslutningen, men på en eller anden måde endte den med at hoppe ind bag den britiske målvogter til en ny scoring.

Det blev afslutningen på Bowns eftermiddag, da han blev erstattet af Jackson Whistle, men lige lidt hjalp det på det britiske spil. Det var langsomt og uden flow, og i de kommende minutter kunne der nemt være scoret flere gange. Derfor var det alt andet end ufortjent, at Emilio Pettersen afsluttede en flot sekvens med periodes sidste mål til 5-0. En stilling, som sagtens kunne have været meget værre for briterne efter en forfærdelig spillemæssig periode.

Tempoet faldt gevaldigt i tredje periode, hvilket passede Storbritannien bedst. Det gav dem en smule offensivt spil og chancer. Det gav et britisk powerplay, som de udnyttede efter Ken Andre Olimb smed pucken væk i egen zone, hvor Liam Kirk flot fandt Josh Weller fri inde foran mål. Foran mål var den britiske angriber iskold, og lagde pucken flot ind med baghånden.

Godt syv minutter senere var den gal igen for Norge, da Ben Davies scorede til 5-2. En skidt retur fra Jonas Arntzen på en ufarlig afslutning endte bag den norske målmand, hvor Davies blot skulle prikke den ind i nettet. Det tog dog blot 42 sekunder for Norge at genetablere firemålsføringen, da Olimb revancherede sin store fejl med en perfekt afslutning fra slottet til slutresultatet 6-2.

Dermed har Norge maksimumpoint inden søndagens møde mod Danmark, mens briterne ikke længere kan kvalificere sig til OL.


USTYRLIGE SPELLING, da White Hawks besejrede SønderjyskE Rungsted i vildt comeback mod Rødovre