Kampstart 19:00 i Sparekassen Danmark Isarena

Herlev er under tungt pres i aften i Aalborg, hvor gæsterne skal vinde, hvis ikke grundspilsetteren og hjemmeholdet skal foran 3-0 i serien og på den måde sikre sig tre matchbolde.

I kampen i søndags i Herlevs Spar Nord Arena dominerede Aalborg tungt og havde fat i kampen lige fra start, og spørgsmålet er, hvordan Herlev skal dæmme op for den nordjyske angrebsbølge. 

Træner Patric Wener kan måske finde lidt optimisme i den første kamp i serien, hvor det lykkedes at holde 0-0 i fem mod fem-spillet og hvor Herlev matchede favoritterne bedre end i søndags. 

Samtidig har Herlev ALT at vinde i aften, så holdet kan og skal spille helt frit og glæde sig over, at mange unge spillere får værdifuld erfaring. 

Aalborg er endnu større favorit i serien nu, og skal vel egentlig bare fortsætte med at sætte et højt tempo og trykke på i alle fire kæder. Det må være Garth Murrays recept. 

Aalborg-holdet er bredt og havde i søndags en ny hovedperson i den unge back Nikolai Nielsen, der scorede 1-0-målet og gennemgående spillede en flot kamp. 

- Når vi mangler to backer, giver det naturligvis mig nogle flere arbejdsopgaver og mere ansvar, men det er en udfordring, jeg er klar på. Det er bare en fin udfordring, og nu er det jo slutspil, så det handler bare om at være klar. Du kan ikke bare komme tilbage i morgen og gøre det bedre, hvis det ikke lige gik i dag, så det er også en fin udviklingsmulighed for mig, siger Nielsen til Nordjyske.dk. 

Det forventer vi: Det bliver en vanskelig omgang for Herlev, der bare skal spille frisk til mod et Aalborg-hold, der stensikkert går efter at lukke serien med 4-0 og dermed sikre sig en ekstra pause. Alt andet end hjemmesejr vil være en stor overraskelse. 

Hold øje med: Aalborgs Kirill Kabanov har været en stærk offensiv kraft i serien med fire point. Hos Herlev er det topspillerne Asperup, Johansson og Lindqvist-Hansen, der virkelig skal slå til, hvis Herlev skal overraske.

Skader/karantæner: Patrick Bjorkstrand spillede i den første kamp, men udgik og var ikke på isen søndag. Aalborg stadig uden Curti Morin og Panelin-Borg senest, hvor Herlev manglede Vilstrup, Kragh, Molge, Horton, Siekkinen og Jonsson.

Statistikken: Aalborg med tre spillere - Kabanov, Skinnars og Jakobsen - i top fem i pointligaen i slutspillet, hvor Matthias Asperup står noteret for begge Herlevs mål. 


OPTAKT: Herning Blue Fox-Rungsted Seier Capital SønderjyskE slog tilbage mod godt kæmpende Bulldogs