Der er mulighed for lynhurtig revanche for Aalborg fredag aften.
Herlev vandt tirsdag aften en yderst tæt 2-1-kamp over nordjyderne, og det var en match, hvor ørnene syntes at ville det en smule mere end gæsterne, der også længe har været ramt af en solid række skader.
Så det er på den baggrund ikke overraskende, at Aalborg på et eller andet tidspunkt måtte ramle ind i en mindre downperiode.
Den er så kommet i den forgangne uge med to nederlag mod Esbjerg og småskidt præstation i Herlev, hvor Aalborg var et stykke under topniveau - uden dog at være udspillet.
Herlev har fundet en vis stabilitet efter landsholdspausen. Ikke mindst i defensiven, hvor Eagles havde problemer inden pausen. Der er blot gået to mål ind i gennemsnit hos Eagles i kampene mod Rungsted, SønderjyskE og Aalborg, og det er en kraftig forbedring i forhold til "normalen".
Holder Herlev tæt i aften igen på en svær udebane i Bentax Isarena?
Statistikken: To spillere fik langt mere istid end de øvrige aktører tirsdag aften. Både Alexander Edström (Herlev) og Sebastian Bergholt (Rødovre) rundede 25 minutter.
Historikken: Det var altså første kamp mellem de to mandskaber tirsdag aften, og det var faktisk den tredje Herlev-sejr på stribe over Aalborg. Kan Eagles holde stimen?
Skader/karantæner: Pirates var uden Martin Lefebvre, Martin Højbjerg og Jonathan Brinkman tirsdag aften, hvor Herlev manglede Tobias Ruelykke og Max Vilstrup Olesen.
Det forventer vi: Et revanchelystent Aalborg-hold, der vil forsøge at lægge pres på gæsterne. Det bliver svært for Herlev i aften.
Hold øje med: Magnus Molge er i gang med sin gennembrudssæson og får en større og større rolle hos Herlev. Han var den mest benyttede dansker hos Eagles tirsdag og kvitterede med sejrsmålet. Hos Aalborg kunne en Thomas Spelling-eksplosion måske lure. Han var på -1 og uden point tirsdag og det bekommer ham ikke vel.